Side:Sommerglæder.djvu/131

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

131

Og næsten uden Overgang gav han sig paa én Gang som en Mand, der halvvejs bryder Formerne, fordi han drives til det — til at tale, og alene: om Indien; de mægtige Broer, de vældige Buer af Staal; og Sletterne, hvor alt var gult og Tørst og gult; og Livet i Shanghai med de altid aabne Klubber og paa Boulevarderne Bankernes Stenpaladser, hvor man gemmer det tjente Guld.

Frøken Ingeborg rørte sig ikke. Hovedet havde hun lænet imod Væggen, medens hendes Øjne saá fremad, som om hun, ved Siden af ham, der talte, saá langt bort.

— Men Hjemve føler man altid, sagde Eigil Verner.

— Ja, gjør man virkelig, spurgte Generalkonsulen ivrigt.

— Det siger da Carl, sagde Johnny, hvis Øjne havde faaet et andet Udtryk.

— Jo, altid, sagde Knud Ender, der førte Haanden hen over sine Øjne:

— Idetmindste som bag et Slør.

— Men — pludselig smilte han og hans Tone blev en anden —: naar man kommer hjem, saa ved man, man har følt den.

— Saa drikker vi for de hjemvendte, sagde Generalkonsulen, der havde skænket af den sendte Rødvin, og de klinkede atter med Hr. Verner og den brunlødede.

Frøken Ingeborg holdt sit Glas saa højt, før hun drak.

Da Borgmesterens Pige vilde bringe Deserten op af Trappen, kunde hun ikke komme frem.