134
— Men her, sagde Apothekerens Frue, holder de det naturligvis ikke længe ud.
— Vi sgu' ikke heller, mumlede den ældste Søn.
— Men det er jo, hvad man kunde gjøre for ham, mens han er her, sagde Fru Hauch: Blomster har jeg jo sendt, at han dog kan vide, der er et Par Musikmennesker ogsaa heroppe.
Fru Therkildsen var standset med et Lys i hver Haand:
— Og faa ham at høre tør man vel ikke haabe paa.
Den yngste Therkildsen havde pludseligt spilet begge Ben ud fra sig, men hans Moder sagde kun:
— Nej, det tør man vel ikke.
— Skjønt Konrad Graa virkelig er offerberedt nok og gjerne synger, hvor han blot troer, der er Forstaaelse.
Lysene i Vicekonsulindens Haand ikke saa meget som rystede, medens hele hendes Hjærnemasse kogte:
— Men hvordan skulde man vel finde en Lejlighed? sluttede Fru Hauch.
Fru Therkildsen, hvis Tindingeaarer var traadt let frem, tøvede et Øjeblik, før hun sagde:
— Det er jo kun rimeligt, om man viser saa stor en Kunstner en Opmærksomhed.
— Ja, det er sikkert, sagde Fru Hauch.
Hvad der arbejdede i Konsulinden, var hvor langt hun turde gaa for Konsulen. Men pludselig sagde hun:
