135
— Naturligvis bør han vide, at her er vi ogsaa Mennesker.
— Jeg kommer strax.
Fru Therkildsen havde fundet det: hun vilde sende Konrad Graa de krydrede Jordbier, som hun drev i fire Drivbænke. Mens hun gav Stuepigen og Kokkepigen Ordre til at plukke dem, tænkte hun paa, at hun vilde lægge dem i en Kurv imellem sex Champagnehalse, og pynte det hele med Roser.
Nøglen til Vinkælderen kunde hun altid tage, naar Therkildsen gik lidt.
Hun vendte tilbage til Verandaen:
— Fru Hauch, sagde hun: De hjælper mig nok med at plukke nogle Roser.
De to Fruer gik ned til Rosenbedene, som laa lige ved Vejen, imod Syd.
— Kan De fange mig? raabte en Dame, ude paa Vejen. Det var den østjydske Frøken, som fløj forbi i en ny Kjole foran Cyclisten, der var rød som Purpur paa sin bare Hals. Der havde været leget megen Kispus, medens Frøkenen skiftede i Annexet.
Da Frøkenen naaede Hotelporten, ordnede hun sine Kjolefolder og sagde:
— Nu er vi anstændige.
Borgmesterens Pige kom imod dem med Kaffen, som hun bragte op af Trappen.
Generalkonsulen bød Cigaretter om:
— Nej Tak, sagde Frøken Ingeborg og rystede paa Hovedet.
— Jeg vidste det, sagde Ender.
Men Frøken Johnny røg:
