161
ham. Konsulen bad om en Sodavand, og, da han havde faaet den, sagde han til Brasen:
— Det gaar jo godt. Nu kan der ellers komme Fart i Lejeafdragene. Brasens Post er stor.
Brasen blev staaende:
— Ja, Hr. Konsul, sagde han sagte; og blev siddende bag sin Disk, da Konsulen gik igjen.
Støjen tog i paany.
Der var ikke Glas nok, og rundt omkring klinkede de med Flaskerne, mens de sang.
Den lille Pottemager, som aldrig nogen før havde sét til Kros, sprang op paa et Bord og svingede, som en afsindig, en Flaske over sit Hoved, mens han skreg:
— Kvinden skal leve, Kvinden skal leve.
Og, mens alle lo og klinkede og raabte, rev to Kommis'er Pottemageren ned fra hans Bord og satte ham op paa deres Skuldre og bar ham rundt, over alle Hoveder, gennem Stuernes Staahej — i Triumf, mens Lassen blev ved at skrige, hed af Rhum og Støj og Ære:
— Kvinden skal leve, ud i den dunstfyldte Luft.
Henne ved Disken havde Brasen rejst sig op. Han tog et Portvinsglas og fyldte det med en Trestjernet, som han tømte:
— Ja, til Helvede, raabte han og sondrede Glasset mod sit Gulv:
— For der gaar 'et hen.
— Øl, Øl, blev der hvinet igen:
