Utr. Ø. L. D. 20. dec. 1972
215
Utr. Ø.L.D. 20. december 1972
Ø.L.D. 20. december 1972 i sag I 40/1971
Landsretssagfører Lars O. Grønborg
mod
Indenrigsministeren
Under denne sag har sagsøgeren landsretssagfører Lars O. Grønborg påstået Indenrigsministeren dømt til at anerkende, at lov nr. 171 af 31. marts 1953 om valg til folketinget – som bekendtgjort af indenrigsministeren i lovbekendtgørelse nr. 366 af 10. August 1970 – paragraf 43 stk. 1 første punktum, er i strid med Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 paragraf 31 stk. 2 forsåvidt angår de som nr. 1) 2) og 3) betegnede betingelser for et partis deltagelse i fordelingen af tillægsmandater.
Det gøres gældende, at de nævnte tre betingelser, ”spærreregler”, er i strid med grundlovens krav om en valgmåde, der sikrer en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Som biintervenienter til støtte for sagsøgerens påstand er i medfør af retsplejeloven § 252, stk. 1, indtrådt psykotekniker og formand for Danmarks Retsforbund Ib Christensen, lektor, cand. polit. Ole Flygård, redaktør Poul Westergård, formand for Danmarks Kommunistiske Parti Knud Jespersen og socialrådgiver Hanne Reintoft.
De i folketingsvalglovens § 43, stk 1, fastsatte betingelser for et partis deltagelse i fordelingen af tillægsmandater er, at partiet enten
- har opnået mindst eet kredsmandat, eller
- inden for hvert af to af de i § 17, stk 2, omhandlede tre hovedområder (hovedstaden, øerne og Jylland) har opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området er afgivet pr. kredsmandat, eller
- i hele landet har opnået mindst 2 % af de afgivne gyldige stemmer.
Angående de i tidligere lovbestemmelser indeholdte regler om mandatfordelingen skal følgende nævnes:
Indtil grundloven af 5. juni 1915 blev alle folketingsmedlemmer valgt ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, og der skete derfor ingen fordeling af tillægsmandater. I 1915 grundlovens § 32 blev der optaget nogle til den nugældende grundlovs § 31, stk. 2 og 3, svarende bestemmelser om sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne.
Regler om fordeling af tillægsmandater findes derfor første gang i lov nr. 142 af 10. maj 1915 om valg til rigsdagen. Efter denne lovs § 42 kunne partier, der hverken ved kredsvalgene på øerne og i Jylland eller ved listevalgene i København-Frederiksberg havde opnået noget mandat, ikke få noget tillægsmandat. Ifølge § 43 i valglov nr. 139 af 11. april 1920 var tildeling af tillægsmandater betinget af, enten at vedkommende parti havde opnået mindst eet kredsmandat, eller at der på partiets kandidater indenfor et af de tre hovedområder, København-Frederiksberg, øerne og Jylland, var afgivet mindst lige så mange stemmer, som der i gennemsnit var afgivet pr. mandat (amts- og tillægsmandater) i landet som helhed.
Efter § 44 i valglov nr. 80 af 15. marts 1939 kunne et parti opnå andel i tillægsmandaterne, såfremt der på dets kandidater indenfor et af de tre hovedområder var afgivet mindst ligeså mange stemmer, som der i gennemsnit var afgivet pr. kredsmandat i landet som helhed. Denne valglov bortfaldt med forkastelsen af grundlovsforslaget af 1938.
Ifølge § 43, stk. 1, i valglov nr. 279 af 9. juni 1948 skete fordelingen af tillægsmandater imellem de partier, som enten havde opnået eet kredsmandat eller inden for et af de tre hovedområder havde opnået mindst lige så mange stemmer som i gennemsnit var afgivet pr. mandat (kreds- eller tillægsmandater) i landet som helhed. Efter bestemmelsens stk. 3 skulle et parti, der havde opnået flere kredsmandater end det samlede mandattal, som partiet efter stk. 1 var berettiget til, afgive det overskydende antal mandater efter visse nærmere regler.
Valglov nr. 171 af 31. marts 1953, § 43, stk. 1, bestemte, at ved fordeling af tillægsmandater kom kun de partier i betragtning, som enten havde opnået mindst eet kredsmandat eller i landet som helhed havde opnået mindst 60.000 stemmer eller inden for hvert enkelt af de tre hovedområder havde opnået mindst ligeså mange stemmer, som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området taget som helhed var afgivet pr. kredsmandat. Bestemmelsen i valgloven af 1948 om afgivelse af kredsmandater er ikke gentaget i valgloven af 1953 med senere ændringer.
Sagsøgeren har fremlagt en ”Opstilling” over afgivne stemmer, som ved valgene siden 1960 på grund af ”spærrereglerne” ikke er blevet repræsenteret. Disse stemmetal var ved de enkelte valg følgende:
| den | 15. november 1960 | 76.628 |
| ” | 22. september 1964 | 94.739 |
| ” | 22. november 1966 | 86.452 |
| ” | 23. januar 1968 | 102.597 |
| ” | 21. september 1971 | 199.589 |
