Utr. Ø. L. D. 20. dec. 1972
216
Sagsøgeren har endvidere foretaget beregninger over antallet af folketingskandidater, der ved de nævnte valg må antages at være blevet udelukket fra at opnå et folketingsmandat som følge af spærrereglerne. Det skal efter beregningerne dreje sig om i alt 46 kandidater, deraf fra valget den 21. september 1971 13 kandidater, herunder de i sagen indtrådte biintervinienter.
Til støtte for sin påstand har sagsøgeren gjort gældende, at bestemmelsen i grundlovens § 32 om en ligelig repræsentation såvel ud fra en ordfortolkning som på baggrund af bestemmelsens tilblivelseshistorie må forstås som et for lovgivningsmagten bindende direktiv om en forholdsmæssig mandat fordeling, således at et parti, der ved et valg opnår 1/175 af de afgivne stemmer, har krav på et mandat. Med henvisning til ”Ordbog over det danske sprog” gøres det gældende, at ordet ligelig, når det anvendes i forbindelse med en deling, betyder det samme som forholdsmæssig. Under rigsdagsforhandlingerne angående forslaget til grundloven af 1915 blev ordene ligelig og forholdsmæssig brugt i flæng, og der blev fra flere sider givet udtryk for, at en forholdsmæssig repræsentation var sikret ved bestemmelsen om ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne. Kravet i valgloven af 1915 om opnåelse af et kredsmandat var historisk begrundet og blev ikke dengang opfattet som en egentlig spærreregel.
Betingelserne for at opnå tillægsmandater blev iøvrigt i væsentlig grad lempet ved valgloven af 1920. Ifølge udtalelser under folketingets forhandlinger skete disse lempelser ud fra et ønske om at opfylde grundlovens krav om ligelig repræsentation, og der blev givet udtryk for, at ændringerne var ment som en hjælp til de små partier.
Valgloven af 1920 virkede ved 20 valg, og kun ved det sidste af disse valg bevirkede dens bestemmelser, at et parti ikke opnåede repræsentation. De ved valgloven af 1953 og senere ændringslove indførte skærpede bestemmelser, har derimod medført, at to eller flere partier ved hvert valg er blevet udelukket fra repræsentation, ved valget i 1971 således 5 partier, der tilsammen havde opnået ca. 6,7 % af de afgivne stemmer.
Sagsøgeren har endvidere anført, at den omstændighed at indførslen af de skærpede regler angives at være foretaget ud fra et ønske om at sikre en arbejdsdygtig regering og at undgå for stor fraktionsdannelse, ikke kan give hjemmel til at fravige grundlovens krav om en ligelig repræsentation. Kravet om en forholdsmæssig mandatfordeling kan ikke modificeres i videre omfang, end det følger af bestemmelsen i grundlovens § 31 stk. 3.
Det påberåbte effektivitetshensyn ville iøvrigt kunne anføres til støtte for indførsel af en væsentlig højere spærreprocent end den nugældende. Hertil kommer, at erfaringerne såvel her i landet som i andre lande har vist, at spærreregler ikke er nødvendige for at sikre folketinget rimelige arbejdsvilkår og en arbejdsdygtig regering. Efter sagsøgerens opfattelse er spærrereglerne udtryk for de større partiers ønske om at udelukke de små partier fra folketinget og de deraf følgende kommunikationsmuligheder til vælgerne. Sagsøgeren har tilføjet, at han personligt gennem 11 år har stemt på et parti, som på grund af spærrereglerne ikke har opnået repræsentation, hvorfor hans anskuelser ikke har været repræsenteret i folketinget.
Psykotekniker Ib Christensen har på egne vegne og for partiet Danmarks Retsforbund til støtte for sagsøgerens påstand yderligere henvist til, at den ved valgloven for 1953 indførte skærpelse af spærrereglerne ikke var båret af saglige grunde. Medens der i 1939 var 9 partier repræsenteret i Folketinget, så var der i det folketing, som vedtog grundloven og valgloven i 1953, kun repræsenteret 6 partier, og 6 partier i Folketinget er ikke for mange. Han har videre anført at valglovens spærreregler er unødvendige og uønskelige. De gør det yderligere svært for små partier at opnå repræsentation i Folketinget, idet vælgerne afholder sig fra at stemme på de små partier af frygt for at deres stemme skal være spildt.
Redaktør Poul Westergård har til støtte for sagsøgerens påstand anført, at spærrereglerne medfører en klar og urimelig forskelsbehandling i strid med grundlovens ord, ånd og principper. Spærrereglerne udnyttes af de store partier, der forud for hvert valg søger at skræmme vælgerne fra at stemme på de små partier ved at fremhæve faren for stemmespild.
Sagsøgte har gjort gældende at, grundlovens § 31 ikke foreskriver en matematisk nøjagtig mandat fordeling efter forholdstal, og at en sådan beregningsmåde intet sted er forudsat i forarbejderne til grundloven af 1915 eller senere grundlove. Tværtimod henskydes det udtrykkeligt til valgloven at træffe bestemmelse om, hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Når valg i enkeltmandskredse kan bibeholdes, ligger heri en klar afvigelse fra et matematisk princip, og bestemmelsen i § 31, stk. 3 viser også, at man ikke har villet binde sig til et sådant princip. I ”Ordbog over det danske sprog” nævnes flere forståelser af ordet ligelig, og det bestrides, at ordet i grundlovens § 31 er brugt i den af sagsøgeren hævdede betydning. Det antages at være anvendt som udtryk for en ensartet og rimelig fordelingsmåde. At ordet ligelig ikke under
