27
tagebekæmpelsen, men Jodl afviste ham og pålagde ham alvorligt at følge den givne ordre, der jo i virkeligheden fritog værnemagten for ansvaret for sabotagebekæmpelsen.
Tiltalte blandede sig derfor ikke i sabotagebekæmpelsen og udøvede ikke noget trek på de andre instanser, der med ham var enige i, at mødet hos Hitler havde ført til et ulykkeligt resultat.
Med Best stod han som tidligere anført i regelmæssig telefonforbindelse og omtalte de da for hans tjenestested anmeldte sabotagetilfælde. Formålet hermed var at opnå overensstemmelse mellem deres indberetninger til Tyskland. Hvis der forelå meget alvorlige sabotagetilfælde, således som det f. eks. var tilfældet under troppetransporter fra Norge til vestfronten i sommeren 1944, da en række jernbanesabotager forekom, gjorde tiltalte Best opmærksom på de alvorlige følger, som sabotagerne havde for værnemagten og meddelte samtidig, at han var nødt til at indberette dem til O. K. W. og ikke kunne nøjes med som i andre tilfælde at anføre, at der var indtruffet enkelte sabotager, men han stillede ikke krav om en bestemt gengældelse. Best gjorde ikke ved sådanne lejligheder indvendinger mod tiltaltes bemærkninger.
Tiltalte har i det hele været uden kendskab til enkelthederne i modterroren og ved ikke, om Best forinden aktionernes gennemførelse har godkendt emnerne og objekterne. Dog har Best engang nævnt, at han havde foreslået et bladhus som genstand for modsabotage.
Med Pancke har tiltalte kun ført enkelte samtaler og herunder drøftet særlige sabotagetilfælde, men han erindrer ikke, hvorvidt han udbad sig oplysninger om gengældelsesforanstaltningerne.
Angående sit forhold til O. K. W., hvis ledende mænd i denne periode var generalfeltmarskallerne Keitel og Jodl, har tiltalte forklaret, at han ligesom andre tjenestesteders ledere var under et faktisk pres. Han nærede ikke nogen frygt for sin stilling, men forholdet var det, at de to herrer ikke tålte synspunkter, der ikke lå på linie med deres opfattelse og planer.
Angående O. K. W.s forhold til sabotagen og dens bekæmpelse må der sondres mellem tiden før og efter den 30. december 1943. Før nævnte dag var O. K. W. interesseret i at få oplysninger om opklaringen af sabotagetilfælde og de modforanstaltninger, der blev truffet, derunder danske myndigheders deltagelse i undersøgelserne. De sabotører, der pågrebes, blev stillet for tyske krigsretter, og herom underrettedes O. K. W. Iøvrigt blev der ikke stillet krav fra O. K. W.'s side, som heller ikke har forbeholdt sig yderligere forholdsregler.
Efter den 30. december 1943 var forholdet som tidligere forklaret dette, at værnemagten ikke havde noget med bekæmpelsen af sabotagen at gøre. O.K. W.'s interesse lå i, at de militære anliggender ikke blev forstyrret, og tiltalte sørgede for i sine indberetninger, når militære interesser var blevet berørt, at kunne meddele, at modforholdsregler var truffet af den rigsbefuldmægtigede, blandt andet for at undgå ubehagelige spørgsmål fra O.K. W.'s side. Dette er baggrunden for, at han i sine samtaler med Best forlangte at holdes underrettet om, at der var truffet forholdsregler i overensstemmelse med Hitlers ordre til sabotagens bekæmpelse.
O. K. W. har ikke over for tiltalte stillet krav om brutal gengældelse for sabotagen, og tiltalte kan derfor ikke have viderebragt et sådant krav.
Tiltalte fik ikke forelagt B.d.S.'s (Befehlshaber der Sicherheitspolizei) daglige indberetninger, men disse blev indarbejdet i hans underordnedes daglige
