29
til disse begivenheder, idet den i almindelighed var for svag, navnlig havde han været svag over for pressen og radioen. Arntoft anbefalede skarpere kurs.
I taltaltes beskikkelsesbrev omtaltes, så vidt han husker, kun kompetenceforholdet til Best, idet det anførtes, at han var „beigeordnet“ eller „beigegeben“ Best og skulle træde i det intimeste samarbejde med denne.
Tiltalte opfattede sin stilling sådan, at han kun med hensyn til politispørgsmal var selvstændig. Hvis et politispørgsmål kunne antages at ville få politiske konsekvenser, skulle tiltalte efter sin instruks rådføre sig med Best, og denne instruks mener tiltalte at have fulgt. Kun i forbindelse med spørgsmålet om aktionen mod det danske politi opstod der vanskeligheder med Best, der modsatte sig aktionen af politiske grunde. Tiltalte henskød herefter afgørelsen til sin overordnede instans, hvis billigelse fulgte. Iøvrigt har der været nogle mindre meningsforskelligheder, som efter forhandling næsten alle er blevet afgjort efter Best's ønske.
I forholdet til v. Hanneken forelå der ikke nogen skriftlig angivelse med hensyn til kompetenceforhold, men hertil var der heller ingen grund, idet deres sagområder ikke faldt sammen. Kun i tilfælde af militær undtagelsestilstand var tiltalte ligesom enhver tysker underordnet v. Hanneken.
Ved sin ankomst her til landet blev tiltalte modtaget af Best, i hvis hjem han kom til at bo, og de havde indgående samtaler om forholdene her i Danmark.
Best gav udtryk for, at hans stilling vel var svækket af begivenhederne den 29. august 1943, men han mente, at han fortsat havde så megen indflydelse på og tillid hos departementchefstyret, at han indtil krigens afslutning kunne videreføre sin politik, som gik ud på mest muligt at skåne Danmark. Han kom også ind på de gængse argumenter, hensynet til Danmarks forsyningsmæssige betydning og som forbindelsesled til Norge. Best anførte, at Danmark var det eneste land, der var uberørt af krigen, og at han håbede at kunne bevare denne tilstand til krigens afslutning.
Med v. Hanneken havde tiltalte en samtale, hvis enkeltheder han ikke mere erindrer, men det var hans indtryk, at v. Hanneken ikke ganske billigede Best's politik og anså det for nødvendigt at bruge skarpere midler for at opretholde ro og orden.
Angående de enkelte tiltaleforhold.
B. (V)
Tiltalte har forklaret, at hans principielle standpunkt var det, at sabotagen bedst bekæmpedes ved politimæssige foranstaltninger, og heri støttedes han af de informationer, som han havde fået af Best og den daværende leder af sikkerhedspolitiet, dr. Mildner.
I midten af november blev han af v. Hanneken gjort bekendt med, at der fra O. K. W. var indløbet ordre til, at sabotagen skulle bekæmpes med soningsaktioner, derunder kollektive straffe. Tiltalte optog en forhandling med Best, og de enedes om at tilstille deres tjenestesteder enslydende protester, idet de anså ordren for fornuftstridig og dens gennemførelse egnet til at skabe uro.
Der indløb ikke noget svar på tiltaltes protestskrivelse, før han den 4. december i overensstemmelse med den ham givne instruks indfandt sig hos Himmler i Posen. Nævnte dag var det almindeligt møde, og næste dag havde han foretræde hos Himmler, hvorunder han redegjorde for forholdene i Dan-
