32
Tiltalte har måttet erkende, at han har udøvet et faktisk tryk på Boven- siepen med hensyn til gengæld, og navnlig når der var stillet krav fra O.K. W. og Himmler med hensvn til sabotagens bekæmpelse, lod han trykket gå videre til Bovensiepen.
Best kunne ikke give Bovensiepen befalinger, men derimod anvisninger med hensyn til modterrorens mål og objekter, idet Bovensiepen efter sin instruks var forpligtet til ikke at komme på tværs af Best's politik.
Tiltalte har kun nogle få gange truffet „Peter-gruppen“s fører, Schwerdt; meget muligt i april 1944 blev tiltalte opsøgt på sit kontor af Schwerdt, der ønskede forstærkning af dansktalende eller danskere til gruppen, hvad jo var påkrævet for at kunne gennemføre modterroren camoufleret.
Tiltalte skaffede igennem kaptajn Martinsen nogle frivillige fra Schalburg- korpset, og det er muligt, at det er ham, der har foreslået en sådan forstærkning af gruppen, med hvilken han iøvrigt intet havde at gøre, idet denne stod under Bovensiepen personlig.
Som emner for modsabotage har tiltalte udpeget Odinstårnet og Tivoli samt muligvis Premier Is, derimod har han ikke opgivet nogen personer som emner for modterror.
Tiltalte har ligesom Best og Bovensiepen til enhver tid bestræbt sig på at komme udenom modterroren, som tiltalte med sin soldatermæssige indstilling anså for en modbydelig kampform, og som han fandt ganske formålsløs i et besat land. Han har gentagne gange over for blandt andet Kaltenbrunner og andre ledende S. S.-folk i Berlin gjort gældende, at man burde vende tilbage til tysk jurisdiktion i stedet for modterror.
Angående Best's stilling til modterroren har tiltalte forklaret, at Best som den politisk ansvarlige havde forbeholdt sig at sanktionere modterroren i enkelt- heder for at forhindre for alvorlige følger i politisk henseende. Best havde givet almindelige retningslinier med hensyn til valg af emner og objekter. Han havde således forbudt, at socialdemokrater og fagforeningsførere måtte røres foruden kongehuset og regeringsembedsmænd. Kulturelt værdifulde bygninger skulle skånes.
Best har ikke udøvet noget tryk mod tiltalte bortset fra et enkelt natligt brev i foråret 1944 i anledning af drabet på en tysk soldat. I dette brev forlangte han omgående og tilsvarende gengæld; dette krav lod tiltalte næste morgen gå videre til Bovensiepen med bemærkning, at noget måtte gøres.
Angående Bovensiepens holdning til modterroren har tiltalte yderligere for- klaret, at Bovensiepen ifølge sin indstilling var utilbøjelig til at følge den givne ordre om gengældelse. Et incitament fra tiltaltes side var derfor også en gang imellem nødvendigt. Han ved, at Bovensiepen har benyttet enhver lejlighed til at fremføre sine synspunkter over for sine overordnede i Berlin.
C. 2 (X)
Tiltalte har forklaret, at han først efter kapitulationen har hørt, at „skærpet forhør“ var en tilladt afhøringsmetode, og han har aldrig set de officielle tyske bekendtgørelser herom. Rygtevis hørte han gennem kvindelige funktionærer i B. d. S., at der fandt mishandlinger sted, og han lod i den anledning optage forhør ved politiretten. Bovensiepen fik forelagt resultaterne og hævdede, at der kun blev givet enkelte lussinger, hvad tiltalte troede på og på grund af situationen her i landet ikke fandt anledning til at skride ind imod. Danske myndig-
