34
Det er muligt, at tiltalte ønskede, at de 60-årige straks skulle løslades, og at Bovensiepen fik aldersgrænsen sat ned til 55.
Så snart man her i København blev klar over, at de danske politifolk blev anbragt 1 koncentrationslejre, protesterede alle tyske instanser — dog er det ham ikke bekendt, om v. Hanneken var imellem disse — over for deres overordnede, og tiltalte foranledigede, at der udsendtes folk til lejrene for at hjemtage ældre og svage og foranledige, at de andre blev forplejet på en forsvarlig måde. Der udfoldedes senere en række bestræbelser for at mildne politifolkenes kår, men tiltalte har i hvert fald i de første måneder af militære grunde måttet modsætte sig, at de hjemførtes her til landet.
F. (IX)
Tiltalte har forklaret, at han umiddelbart efter politiaktionen af det danske udenrigsministerium gennem Best blev gjort opmærksom på faren for en stigende kriminalitet, og han pålagde derfor ordenspolitiet at have opmærksomheden særlig henvendt på steder, hvor sortbørsfolk og forbryderiske elementer holdt til, men ordenspolitiets leder indvendte, at opgaven var umulig for det tyske ordenspoliti og foreslog at lade foretage razziaer, hvorunder associale skulle anholdes. Tiltalte billigede forslaget og også, at de anholdte blev deporteret til Tyskland til anbringelse 1 koncentrationslejre, da de herværende fængsler var overfyldte. Han har ligeledes godkendt anholdelserne af vaneforbrydere og disses deportation.
Vedrørende tiltalte Bovensiepen.
Tiltalte har forklaret, at han inden sin udnævnelse i januar 1944 til chef
for sikkerhedspolitiet og S. D. ved læsning af schweiziske blade havde dannet
sig et indtryk af danske forhold. Han forstod, at der efter Best's ankomst til
Danmark var indtrådt en ny politisk situation, som var uønsket af
modstandsbevægelsen. løvrigt havde han ikke noget kendskab til forholdene her i landet.
Han mener, at hans forflyttelse stod i forbindelse med, at: den daværende leder,
dr. Mildner, for sent og kun modstræbende havde sat modterroren i gang, men
medvirkende kan også have været, at man ønskede at give ham lejlighed til at
gøre en indsats uden for Tyskland.
Da hans udnævnelse forelå, mødte han vist nok den 4. januar 1944 hos lederen af R. S. H. A., dr. Kaltenbrunner, der instruerede ham om forholdene i Danmark og den af modstandsbevægelsen iværksatte kampagne med sabotage og drab, hvorhos han blev gjort bekendt med det tidligere omtalte møde hos Hitler, hvor der var givet udtryk for, at terroren kun kunne bekæmpes med modterror og givet ordre til, at den skulle iværksættes, og det var denne opgave, tiltalte fik betroet.
Kaltenbrunner fortalte tiltalte, at det var modstandsbevægelsens målsætning at provokere modterroren frem for derigennem at godtgøre, at det ikke var muligt for Tyskland at skabe ro og orden 1 Danmark uden anvendelse af vold.
Tiltalte fik pålæg om, at modterroren skulle camoufleres, men dog ikke mere, end at modstandsbevægelsen var klar over, at det var tyskerne, der stod bag ved. Personlig var tiltalte modstander af en sådan form for modterror, idet han anså den før uværdig, men han måtte rette sig efter de givne ordre.
Under samtalen med Kaltenbrunner fortalte denne også om begivenhederne omkring den 29. august 1943. Best og hans tjenestested havde sendt indberet-
