Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

35

ninger, der bagatelliserede sabotagen, hvorimod der fra værnemagtsside og gennem andre kilder var givet udtryk for en anden opfattelse af situationen, hvilket havde foranlediget afvæbningen af den danske hær og flåde.

 Kaltenbrunner meddelte, at tiltalte ved gennemførelsen af sin modterror skulle sørge for, at han derved ikke Kom i modstrid med den af Best fulgte politik, og det blev udtrykkelig pålagt ham at foredrage for Best de påtænkte aktioner for at give denne lejlighed til at komme med indsigelser.

 Om Pancke sagde Kaltenbrunner, at Himmler var meget utilfreds med ham på grund af manglende aktivitet, og at der var givet ham en frist på tre måneder til at bringe sabotagen til ophør.

 Pancke var tiltaltes overordnede, hvis konkrete befalinger han var forpligtet til at følge, for så vidt det ikke var i strid med konkrete ordrer fra R. S. H. A.

 Best kunne ikke give tiltalte ordrer, men kun komme med henstillinger, som han fulgte, såfremt de ikke var i modstrid med den pålagte opgave.

 Med v. Hanncken havde han ingen tjenstlig kontakt.

Angående de enkelte tiltaleforhold.

B. (V)

 Tiltalte har forklaret, at han straks efter sin ankomst til Danmark et par dage efter sit møde med Kaltenbrunner havde samtaler med Best og Pancke.

 Best var informeret om, at tiltalte skulle fortsætte den allerede indledede camouflerede modterror. Best lod forstå, at han var ulykkelig over, at hans politik havde lidt skibbrud gennem begivenhederne den 29. august 1943 og modterroren. De drøftede allerede i den første samtale de mere principielle retningslinier for modterroren, og herunder gav Best udtryk for, at man igennem denne dog havde nogen mulighed for at øve kontrol med befalingerne fra Berlin, idet man undgik, at ledelsen i Berlin fra tilfælde til tilfælde påtvang ham bestemte forholdsregler, derunder skydning af gidsler i et bestemt talmæssigt forhold.

 Tiltalte meddelte Best, at han havde fået pålæg om at holde sig langs med dennes politik. Best ønskede at blive informeret om tiltaltes aktioner, således at han havde mulighed for at fremsætte indvendinger og eventuelt begrænse modterroren.

 Vist nok daglig i det første halve års tid holdt tiltalte Best løbende underrettet om, hvad han agtede at gøre, dog drøftede man efterhånden kun de større aktioner, og grunden hertil var den, at han mente at kende Best's linie, nemlig at begrænse modterroren.

 Under samtalen med Best blev man enig om at udsøge de eventuelle ofre inden for den nationale lejr, som man regnede med udgjorde grundstammen i modstandsbevægelsen.

 Pancke modtog tiltalte meget reserveret, vist nok fordi han i tiltaltes udnævnelse så en kritik af hans hidtidige indsats. Iøvrigt var Panckes indstilling soldatermæssig, og han følte sig forpligtet til at følge den befaling til modterror, som han havde fået under samtalen i hovedkvarteret den 30. december 1943.

 Pancke meddelte, at der var givet ordre til modterror i forholdet 5—1 såvel med hensyn til drab som til sabotage, og han gav tiltalte ordre til mere skarpt og effektivt end hidtil og i et forceret tempo at gennemføre modterroren.

 Allerede i Berlin havde tiltalte fået at vide, at Schwerdt fra Skorzenys særlige gruppe under Waffen-S. S. var sendt her til landet for at udføre modterror, og da han kom hertil, hørte han, at Schwerdts gruppe var ansvarlig for drabet 3*