39
Til stadighed bestræbte herværende ledende tyske instanser sig på at søge at komme uden om modterror, og herunder gjorde man overfor Berlin opmærksom på dens skadelige følger for det danske erhvervsliv, men da den faktiske udvikling modsagde argumentet, forblev det uden virkning.
Best har vist nok været udsat for et tryk fra det tyske udenrigsministeriums side, idet dette gav ham anvisning på at følge ordren om modterror, og også fra værnemagtens førerstabs side er der udøvet et vist pres. Begivenhederne den 29. august 1943 viste, at førerstaben havde stor interesse for forholdene i Danmark, og det kunne befrygtes, at der fra stabens side ville fremkomme nye krav om foranstaltninger.
v. Hanneken har vist nok ikke stillet krav om modterror, men Best frygtede til stadighed reaktioner fra værnemagtens side. Under de daglige telefonsamtaler med v. Hanneken var han interesseret i at kunne give meddelelse om foretagne og planlagte modaktioner, for at v. Hanneken kunne videremeddele disse oplysninger til førerstaben.
Tiltalte var ligeledes interesseret i, at militæret holdtes løbende underrettet om, hvilke foranstaltninger man iværksatte i anledning af stedfundne aktioner fra modstandsbevægelsens side.
Angående Panckes standpunkt til modterror går tiltaltes forklaring ud på, at Pancke principielt forlangte, at aktionerne skulle godkendes af ham, men han var mindre interesseret i valget af de enkelte objekter. Hans interesse lå i, at der blev en passende balance mellem terror og modterror. Det har ført til, at Pancke forlangte modterroren forceret.
Angående tysk jurisdiktion her i landet har tiltalte forklaret, at der fra besættelsens indtræden var jurisdiktion over danske statsborgere ved værnemagtens domstol, men denne jurisdiktion blev vist nok ophævet samtidig med ordren til modterror.
Fra efteråret 1943 var der her i landet en S.S. og politiret, og i april 1944 gav Best denne ret jurisdiktion over danske sabotører og terrorister, hvilken anordning tiltalte støttede, idet han som tidligere fremhævet heri så et middel til med tiden at komme uden om modterror. Den praktiske fremgangsmåde var den, at danske arrestanter, der stod til dødsstraf, blev bragt for retten, og man lod så efter domsafsigelsen eksekutionen være afhængig af modstandsbevægelsens optræden.
I forbindelse med folkestrejken i 1944 blev Best tilsagt til møde hos Hitler, der bebrejdede ham den trufne ordning, og al tysk jurisdiktion i Danmark og andre besatte lande blev forbudt, idet der samtidig gaves ordre til skærpelse af modterroren, og at sabotører taget på fersk gerning øjeblikkelig skulle skydes. Først 1 februar 1945 lykkedes det påny at indføre tysk jurisdiktion her i landet.
Tiltalte har erkendt, at han har givet ordre til eller sanktioneret de i dette forhold under 1—225 anførte aktioner, som han således påtager sig ansvaret for, idet han 1 de fleste tilfælde har gjort rede for baggrunden for hver enkelt aktion, med undtagelse af de under nr. 45, 81, 123, 131, 135, 142, 143, 146, 148, 150, 153, 159, 165, 178, 185, 192, 204, 206, 209, 211, 215, 217, for så vidt angår drabene på pastor Bentzen og næstformand Sejer, 220, 222 og 223 anførte, som han ikke vil påtage sig ansvaret for.
