40
C. 1 (X)
Tiltaltes forklaring går ud på, at han, da han kom her til landet, med sin afdelingsleder, Hoffmann, blev enig om, at man ikke skulle bruge „skærpet forhør“ i Danmark, men efter et møde med Miller i R. S. H. A. et par måneder efter blev han nødt til at anvende „skærpet forhør“ her i landet; han tilkendegav sine embedsmænd, at han ikke ønskede norske tilstande, og at man måtte undgå grove mishandlinger. Tilladelsen til at anvende metoden lå hos ham, men han havde delegeret sin bemyndigelse til Hoffmann, og vist nok først i begyndelsen af 1945 blev han klar over, at Hoffmann havde videredelegeret sin myndighed, hvilket han påtalte. Samtlige medlemmer af Gestapo skulle have gjort sig bekendt med de gældende regler for „skærpet forhør“, men først efter kapitulationen blev han bekendt med, at det ikke havde været tilfældet.
Personlig har tiltalte givet tilladelse til anvendelse af „skærpet forhør“ i nogle ganske enkelte tilfælde.
Han har aldrig selv overværet nogen mishandlinger, og først efter kapitulationen er han blevet klar over, at mishandlinger har fundet sted i udstrakt grad.
I nogle få tilfælde blev der fremsat beklagelser, som gav anledning til undersøgelser, der imidlertid ikke gav noget resultat. De førte til, at tiltalte overfor Hoffmann og senere ved et møde med sine tjenestemænd påtalte, at reglerne for „skærpet forhør“ skulle overholdes.
D. (III 2)
Tiltalte har forklaret, at de ommeldte drab af 11 danske patrioter må ses på baggrund af den foreliggende situation efter folkestrejkens afslutning. Best var blevet kaldt til Berlin og havde af Hitler fået ordre til at lade sabotører skyde på stedet samtidig med, at tysk jurisdiktion over sabotører ophævedes. Denne ordre gjorde han tiltalte bekendt med straks ved sin tilbagekomst, og de var begge enige om, at den var vanvittig, idet den ville umuliggøre ethvert politimæssigt efterforskningsarbejde. Straks næste morgen rejste tiltalte selv til Berlin, hvor han havde en drøftelse med Gestapos chef. Müller, om jurisdiktionsforholdene i Danmark. Herunder gjorde han indvendinger mod Hitlers nævnte ordre, som han ikke så sig i stand til at følge. Müller, der for så vidt var enig med tiltalte, gav ham anvisning på, at han lejlighedsvis kunne lade skyde sabotører på flugt og bruge dette i sine indberetninger for at camouflere forholdene med hensyn til ordrens efterlevelse.
Ved sin tilbagekomst har han sikkert talt med Best om samtalen med Müller, og han vil antage, at han også har talt med Pancke.
Efter ophævelsen af jurisdiktionen var likvideringerne øget ganske overordentligt og havde i begyndelsen af august nået et højdepunkt. Han erindrer således, at en række stikkere var blevet likvideret, hvorhos tyske soldater og en mand fra hans tjenestested var blevet dræbt.
Dette var den aktuelle baggrund for drabet på de elleve, til hvilket han må have faet ordre et eller andet sted fra, idet han på grund af aktionens betydning ikke selv kan have taget initiativet til den.
Tiltalte videregav ordren til Kriminalrat Bunke, efter at han, tiltalte, havde udpeget ofrene på grundlag af de akter, som blev forelagt ham. Af disse frem-
