43
følgelse og udryddelse af jøderne, eller at han, som det er sagt af vidnet Barandon, var teoretisk antisemit.
For de danske jøder var stillingen den, at der under hele besættelsen var fare for tyske indgreb. Allerede ved en forordning af 31. juli 1941 påbød Gøring at hidføre en fuldstændig løsning af jødespørgsmålet i den tyske indflydelsesfære i Europa, og efter den tid tog jødeforfølgelserne fart. I et telegram af 24. april 1943 fra tiltalte til det tyske udenrigsministerium tager han afstand fra indgriben overfor jøderne, idet han blandt andet motiverer det med, at Scavenius i så fald vil gå af, men han tilføjer, af en senere ordning af jødespørgsmålet er let og allerede forberedes gennem hans medarbejdere.
Efter de foreliggende oplysninger må det antages, at faren for en aktion mod jøderne var blevet særlig aktuel omkring den 1. september 1943, men der skønnes ikke at være sikre holdepunkter for at antage, at en aktion allerede var besluttet, da tiltalte afsendte det af ham omtalte telegram af 8. september 1943, hvori han foreslog en aktion, og det af ham tagne initiativ må herefter antages at have forårsaget den påfølgende deportation, til hvilken han sikkert har ladet sit tjenestested træffe forberedelserne, jævnfør det fornævnte telegram af 24. april 1943.
Tiltalte må imidlertid antages at have været aktiv for at begrænse de ulykkelige følger af aktionen mest muligt, hvilket da også lykkedes, men ved sine overvejelser kan han meget vel have ladet sig motivere af bekymring for de uheldige følger af aktionen for den af ham førte politik her i landet.
Med disse bemærkninger vil tiltalte, idet deportationen utvivlsomt var stridende mod folkeretten, herefter være at anse skyldig i dette forhold.
ad B. (V)
Om de i dette forhold påklagede handlinger er det af forsvaret gjort gældende, at de ikke er folkeretsstidige, idet de må betragtes som tilladelige repressalier.
Retten skal først omtale de såkaldte officielle sprængninger, der er anført under nr. 101, 102, 116, 119, 130, 134, 141, 156, 164, 166, 168, 174, 175, 184, 189, 190, 191, 200, 201, 207 og 210. I disse tilfælde var forholdet det, at det tyske politi sprængte den pågældende bygning, når det ansås godtgjort, at modstandsbevægelsen havde gjort brug af den, hvorefter Bovensiepen lod bekendtgøre, at sprængningen havde fundet sted og begrundelsen for den. Retten tør herefter ikke forkaste, at de tiltalte med nogen føje har anset sprængningerne som lovlige repressalier, og de vil allerede som følge heraf i disse forhold være at frifinde.
For så vidt angår de øvrige handlinger kan det ikke antages, at de kan betegnes som lovlige repressalier.
Under besættelsen var den folkeretlige stilling her i landet den, at Tyskland begik et klart retsbrud, da det overfaldt Danmark, uagtet der kort før overfaldet var indgået en ikke-angrebspagt mellem de to lande. Det kunne herefter hævdes, som nøgle gør, at modstandsbevægelsens aktioner i sin helhed eller for størstedelens vedkommende var lovlige. Retten finder imidlertid ikke, at det er nødvendigt at tage afgørende stilling hertil ved afgørelsen af spørgsmålet om de tyske repressaliers lovlighed.
Efter Hitlers ordre af 30. december 1943 skulle modsabotagen som anført camoufleres, det vil sige, at de tyske myndigheder ikke måtte lægge navn til
