Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

44

den, og dette gennemførtes da også. Bortset fra de lige nævnte officielle sprængninger blev der intet bekendtgjort om den fra Tyskland udsendte „Sonderkommando“s aktioner — forud for hvilke altid er gået aktioner fra dansk side — og disse ramte sådan i flæng, at det i mange tilfælde vanskeligt lod sig erkende, mod hvem de var rettet. Under disse omstændigheder skønnes imidlertid de minimumskrav, der må antages at kunne stilles til en repressaliehandling for at gøre den lovlig, nemlig at det er tilkendegivet for modstanderen, at det drejer sig om repressalier, eller det klart fremgår af handlingen selv, at det drejer sig om en repressalie, og mod hvilken eller hvilke handlinger fra modstanderens side den er rettet, ikke at være opfyldt.

 I det oftnævnte Hitlermøde den 30. december 1943, hvori de tiltalte Best, v. Hanneken og Pancke jo deltog, blev det bestemt at opgive hidtil anvendte repressalier såsom gidselskydning. Under hensyn hertil og den camouflerede modsabotages ekstraordinære karakter finder retten det ubetænkeligt at statuere, at det har måttet stå de tiltalte klart, at den nævnte form for modsabotage ikke var lovlig. Herpå tyder også, at de tiltalte bestræbte sig for at få ordren til camoufleret modsabotage tilbagekaldt og på at få indført tysk jurisdiktion, selv om de tiltalte i deres overvejelser også har ladet sig lede af, at de anså den camouflerede modsabotage for uegnet til at bekæmpe sabotagen fra dansk side og således også uegnet til at opretholde ro og orden, hvad okkupationsmagten havde pligt til.

 Det kan herefter ikke diskulpere de tiltalte, at de under gennemførelsen af modsabotagen har handlet efter ordre.

Angående Bovensiepen.
 Tiltalte har som anført erkendt at have ansvaret for aktionerne, der er anført i dette forhold med undtagelse af de under nr. 45, 81, 123, 131, 135, 142, 143, 146, 148, 150, 153, 159, 165, 178, 185, 192, 204, 206, 209, 211, 215, 217 (dog kun for så vidt angår drabene på pastor Bentzen og næstformand Sejer), 220, 222 og 223 anførte. Det er rettens indtryk, at tiltalte — i modsætning til de andre tiltalte — ikke har søgt at vælte ansvaret over på andre, og det findes herefter, da der ikke iøvrigt er sikre beviser for hans skyld, betænkeligt mod hans benægtelse at anse det godtgjort, at han er ansvarlig for de nys opregnede aktioner, og han vil derfor for så vidt være at frifinde. Med hensyn til de øvrige aktioner findes tilståelsens rigtighed godtgjort ved det iøvrigt oplyste, og tiltalte vil herefter være at anse skyldig i det af ham erkendte omfang.

 Om tiltaltes almindelige indstilling til modsabotagen skal bemærkes. at det efter de foreliggende oplysninger må antages, at han principielt har været imod den, øg at han har bestræbt sig på at begrænse den.

 Endvidere kan det fremhæves, at tiltalte utvivlsomt må antages at have stået under tryk fra forskellig side. På den anden side må det også anføres, at han ved udvælgelse af ofre for modsabotagen ikke synes at have tillagt det nogen særlig betydning. om det var modstandsbevægelsens ansvarlige bagmænd, der blev ramt.

Angående Best.
 Som det fremgår af tiltaltes endelige forklaring om hans andel i modsabotagen er hans standpunkt det, at der ikke var givet ham nogen ordre til