Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/52

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

50

Østre Landsrets dom af 18. juli 1949 (IX afd.).





 Den indankede dom, der er afsagt den 20. september 19458 af Københavns bvrets 25. afdeling er påanket af de tiltalte Hermann Constantin Albert Julius v. Hanneken, Guinther Friedrich Wilheim Ludwig Pancke og Otto Richard Bovensiepen til frifindelse, af anklagemyndigheden til domfældelse af de nævnte tiltalte i overensstemmelse med anklageskriftet for så vidt angår forhold E samt for de to førstnævnte tiltaltes vedkommende til skærpelse. Anklagemyndigheden har derhos for så vidt angår tiltalte Karl Rudolf Werner Best indbragt sagen for landsretten til prøvelse af, om straffen står i passende forhold til brøden. Denne tiltalte har derefter nedlagt påstand på, at sagen afvises fra byretten, subsidiært har han påstået sig frifundet.

 Tiltalte Best har som støtte for sin afvisningspåstand for det første anført, at medlemmerne af den tyske diplomatiske repræsentation i Dammark har krav på exterritorsalitets-beskyttelse for det tidsrum, i hvilket de har forrettet tjeneste i Dammark.

 Retten skal hertil bemærke, at tiltalte Best i alt fald siden 29. august 1943, efter hvilket tidspunkt alle de påtalte handlinger ligger, ikke har haft diplomatisk extorritorialitetsret i Danmark, da Danmark i alt fald siden dette tidspunkt og indtil befrielsen ikke har haft nøgen af tyskerne uafhængig regeringsmagt, og eksistensen af en sådan måtte være en forudsætning for, at Tyskland her i landet Kunne være repræsenteret af personer med diplomatisk status.

 Tiltalte har endvidere hævdet, at lov nr. 395 af 12. juli 1946 som tilbagevirkende ikke mere bør anvendes, efter at de Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1948 med Danmarks tilslutning under definitionen af menneskerettighederne har fastslået følgende princip som en menneskerettighed: „Ingen må anklages for en strafbar handling på grund af en handling eller undladelse, der ikke efter national eller international ret var strafbar på det tidspunkt da den blev begået.“

 Retten skal i den anledning udtale, at det anførte ikke kan påvirke gyldigheden af nævnte lov, men at det iøvrigt ikke er rigtigt, at loven har tilbagevirkende kraft. Dels var de af tiltalen omfattede handlinger på gerningstidspunktet strafbare efter Borgerlig Straffelov indenfor de i denne fastsatte strafferammer. Dels var disse handlinger forbrydelser mod folkeretten, som overlader det til den nationale ret at fastsætte straffene for sådanne forbrydelser, og det må i forhold til tiltalte være uden betydning, at den fornødne nationale hjemmel for at anvende højere straffe end i straffeloven foreskrevet først har kunnet tilvejebringes: efter besættelsens ophør.

 Tiltaltes afvisningspåstand kan derfor ikke tages til følge.

 Tiltalte har heller ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten.