Side:Straffesagen mod Best, von Hanneken, Pancke og Bovensiepen.pdf/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

57

og han benægter at have haft kendskab til de grove overskridelser af de tyske regler om „Skærpet forhør“, som han nu ved har fundet sted.

 Uanset at „skærpet forhør“ var officielt anerkendt af tyske myndigheder, findes denne form for forhør søm i byretsdommen anført at være i den grad stridende mod almindelig anerkendte retssynspunkter at det har måttet stå tiltalte klart, at den var folkeretsstridig. Han har derhos, da grænserne for de reglementsmæssige fremgangsmåder var ganske flydende været klar over, at denne forhørsform ville udarte til alvorlige mishandlinger. Herefter findes tiltalte at have pådraget sig strafansvar efter straffelovens §§ 244, stk. 4, og 245, stk. 2. Der findes efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt grundlag for også at bringe straffelovens § 246 i anvendelse.

C 2.

 Anklagemyndigheden har for landsretten gjort gældende, at tiltalte Pancke, som må have haft kendtskab til, at der indenfor Hipokorpset, der var ham direkte underlagt, fandt mishandlinger af fanger sted, er medansvarlig for disse, og at dette forhold omfattes af tiltalen. Tiltalte har bestridt, at tiltalen omfatter dette forhold. Retten må give tiltalte medhold heri, hvorfor dette forhold ikke vil kunne tages under påkendelse under denne sag.

 Tiltalte har for landsretten forklaret, at han nok regnede med, at de af Gestapo anholdte medlemmer af modstandsgrupper, når de blev forhørt, blev underkastet et vist tryk, men at han ikke har gjort sig tanker om, hvilke metoder der anvendtes, dertil var han ikke tilstrækkelig kendt med politiarbejde. Landsretten må imidlertid ligesom byretten anse det for uantageligt, at tiltalte ikke skulle have haft kendskab til, at der ved Gestapo's afhøringer fandt mishandlinger sted.

 Med hensyn til kompetenceforholdet mellem de tiltalte Pancke og Bovensiepen må det efter det for landsretten oplyste antages, at Bovensiepen normalt modtog sine ordrer direkte fra Berlin, således også ordren til anvendelse af „skærpet forhør“, og at Pancke ikke kunne give Bovensiepen ordrer, der var i strid med de denne fra Berlin givne ordrer. I overensstemmelse hermed har tiltalte gjort gældende at det lå udenfor hans myndighed at forbyde anvendelsen af „skærpet forhør“, men at han ville have kunnet gribe ind overfor stedfindende overskridelser af de herom gældende forskrifter.

 Uanset de grænser, der måtte have været gældende for tiltaltes rent forvaltningsmæssige kompetence i forhold til Bovensiepen, finder retten dog, at tiltalte, der havde adgang til at kontrollere det politimæssige arbejde her i landet og var den eneste, der her overfor Bovensiepen og hans underordnede kunne gribe ind overfor misbrug, ved sin passivitet i så henseende har pådraget sig medansvar for misbrugene, hvorfor han vil være at anse efter straffelovens §§ 244, stk. 4, og 245, stk. 2.

D.

 Forud for drabet af de 11 var i dagene 31. juli—7. august 1944 gået drab af 4 tyskere og 1 dansk mand i tysk tjeneste.

 Drabet blev først dementeret af Best ved en pressemeddelelse den 12. august 1944. Senere udsendtes den i byretsdommen nævnte meddelelse om, at de pågældende var skudt under flugtforsøg.

 Det anerkendes af anklagemyndigheden, at alle de dræbte var således belastede, at de kunne have været dømt til døden ved tysk domstol, dersom