58
behandling ved en sådan kunne have fundet sted, og landsretten må efter de foreliggende oplysninger tiltræde dette.
I overensstemmelse med, hvad der ovenfor under B er anført om repressalier tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig som sket.
E.
I henhold til de i den indankede dom anførte grunde vil den for så vidt angår dette anklagepunkt være at stadfæste.
F.
Af rigsregistraturen er oplyst, at af de deporterede 421 personer var 218 dømt for gentagne grove forbrydelser, medens 28 havde haft sluttede sager eller mindre straffe, f. eks. for handel med rationeringsmærker.
I henhold til de i dommen anførte grunde vil den for så vidt angår dette anklagepunkt være at stadfæste.
Idet de handlinger, for hvilke de tiltalte Best, Pancke og Bovensiepen er
kendt skyldige, alle er begået under krænkelse af de for besættelse og krig
gældende folkeretlige love og sædvaner, vil de tiltalte herefter være at anse efter
straffelovens § 237, jfr. tildels § 21, og § 183, stk. 1 og 2, Pancke og
Bovensiepen tillige efter dens § 244, stk. 4, § 245, stk. 2, og § 261, stk. 2, de
nævnte bestemmelser for alles vedkommende sammenholdt med lov om straf
for krigsforbrydelser nr. 395 af 12. juli 1946 §§ 1 og 3, stk. 1 og 2.
De tiltalte Best og Pancke har været fængslet siden den 6. juni 1947 og forinden været internerede henholdsvis fra den 5. maj og den 21. maj 1945. Retten må gå ud fra, at interneringerne skete for at sikre deres tilstedeblivelse af hensyn til den forestående strafforfølgning.
Som omstændigheder, der findes at burde komme i betragtning ved strafudmålingen udover hvad der fremgår af foranstående, skal følgende anføres:
Best:
Ved regeringsdannelsen i november 1942 har tiltalte mod den oprindelige tiske plan fået godkendt, at der dannedes en regering uden nationalsocialister, og det skyldtes hans indsats i Berlin, at valgene i marts 1943 kunne afholdes.
Det må antages at skyldes hans indflydelse, at afsoningen af fængselsstraffe afsagt af tyske krigsretter over danske en tid lang kunne finde sted her i landet.
Tiltalte har som ovenfor nævnt, efter at aktionen mod jøderne var besluttet, gjort, hvad han kunne for at begrænse følgerne mest muligt. Han har således godkendt, at en af hans medarbejdere, v. Duckwitz, advarede ansvarlige danske kredse om aktionen. Det må endvidere antages, at det skyldtes hans indflydelse, at de deporterede forblev i Theresienstadt, hvor forholdene var så forholdsvis gode, at kun ca. 11 pct. af de danske jøder døde under opholdet der, medens det tilsvarende procenttal for de deporterede norske, belgiske og hollandske jøder udgjorde 93—98.
Efter at Hitler i september 1943 havde givet Himmler tilladelse til blandt de internerede soldater, som skulle frigives, at hverve frivillige og at lade indtil 4000 mand af de yngste årgange overføre til S. S.-lejre i Tyskland, lykkedes det tiltalte at hindre gennemførelsen af denne plan.
