94
især Yngre, gaar ofte og piner sig ved ikke at have faaet indbudt Familier, i hvis Hus de har nydt Gæstfrihed, og hvor det ikke falder de Paagældende ind med en Tanke at vente eller ønske noget Gengæld.
Det er ofte, at Mænd i store Stillinger og med meget Arbejde nok ynder at se Folk hos sig, „føre Hus“, som det hedder og samle en Vennekreds om sig uden derfor at have Lyst til de 5 Aftener om Ugen at styrte tidlig fra Kontoret hjem og klæde sig om og afsted til kedelige Selskaber, hvorfra man træt og anstrengt kommer hjem ud paa Natten.
Naar man ved et par høflige Afslag har faaet Indtrykket af, at dette er Tilfældet, er det mest passende at ophøre at indbyde de Paagældende; men saafremt man ved gentagne Indbydelser faar tilkendegivet, at de alligevel ønsker at se En hos sig, bør man rolig gaa der og omsætte sin Trang til Gengældelse i Smaaopmærksomheder mod Husets Damer og hjertelig Tagen Del i Familiens festlige Anledninger.
MIDDAGSSELSKAB er den almindeligste Form for
selskabelige Sammenkomster, som rimeligt er i et
Land, hvor Bordets Glæder spiller en saa uhyre Rolle.
Det første man skrider til er:
Indbydelseslisten, naar man efter at have nydt Gæstfrihed i sin kreds, bliver klar over, at nu maa der gøres noget.
Det viser sig da som oftest altid, at den urgamle Konflikt er til stede mellem Pligt og Tilbøjelighed. Det er altid dem, der virker mindre opmuntrende, som man trænger mest til at faa indbudt, hvorimod de luftigere Elementer, der strør Festlilighed om sig, sjælden har paabebyrdet En med Forpligtelser.
Det er altsaa her nødvendigt at resignere, dog helst ikke helt. De selskabeligt set nødvendige men maaske
