147
tilstedeværende Gæst uden at tage Vedkommende i Forsvar, men gør det saa lidt opsigtsvækkende som muligt.
Gør Nogen i Selskabet en anden tilstedeværende Gæsts private Forhold til Genstand for indiskret Omtale, bør De som Værtinde eller Vært lede Samtalen hen i en anden Retning.
Vært og Værtinde maa passe vel paa ikke at vise enkelte af Gæsterne større Venlighed og Hensynsfuldhed end Andre, men lade Alle føle sig som lige velkomne og kære Gæster, selv om Nogle af dem nok saa meget i Hjertet foretrækkes for Andre. Kun derved skabes den rette Tone.
Alene Alderen kan for saa vidt fremkalde en Forskel, som man uvilkaarligt viser de Ældre større Omhu og Hensyn end de Unge, der som oftest hellere end gærne klumpvis skøtter sig selv.
At byde enkelte fornemme og forvænte Gæster finere Ting end de Andre, f. Eks. Vine og Cigarer, er saa lidet stemmende med god Tone, at Ord ikke kan udsige det.
Læg ikke Vægt paa, om Folk er rige eller ikke, ved Valget af Deres Omgang. Det er i dette Forhold kun Sympathien og de fælles Interesser, der bør føre Folk sammen. Tro ikke, at rige Folk, naar de er elskværdige, er mere fordringsfulde i selskabelig Omgang end de mindre velbeslaaede. Det modsatte er snarere Tilfældet. Rige Mennesker er saa forvænte med Hensyn til Luksus, at de som oftest, hvad det Selskabelige angaar, sætter langt mere Pris paa det Morsomme end paa det Kostbare. Her som alle Vegne er det, der kommer indefra, Hovedsagen.
Forlegent Væsen. Man bør med Venlighed hjælpe forlegne Mennesker. Medfødt Forlegenhed er en
saadan Kval i Omgangslivet, især for de Unge og Uøvede,
10*
