156
eet til den Ene og noget forskelligt til den anden om det samme Forhold. Naar det mærkes, troes De af Ingen.
Gentag aldrig letsindigt, hvad ufordelagtigt De hører sagt af den Ene om den Anden. Ikke alene er det uelskværdigt, men De kan selv blive hængende paa det. Derimod hvad godt der bliver sagt, kan ved at blive bragt videre gøre megen Glæde og sprede mangen mørk Sky.
Gamle Folk bør ikke gøre deres eventuelt nærforestaaende Død til et foretrukket Samtaleæmne. Det er vanskeligt for Tilhørerne at vide, hvorledes det ønskes optaget.
Tal ikke for meget om Deres Helbred, selv om det er daarligt. Det keder Folk usigeligt.
Angiv ikke Deres Kilde, naar De fortæller en Nyhed eller en Skandale videre. Sig ikke: „Jeg kan ikke svare for det, men jeg har det fra Fru N. N.“ Vedkommende kan faa Ubehageligheder deraf, som kan finde Vej ogsaa til Dem selv.
Utidig Hvisken. Man bør aldrig under en Fælles-Samtale om et bestemt Æmne give sig til at hviske med en enkelt af Deltagerne. Det vidner ikke om god Tone og leder uvilkaarligt Tanken hen paa Underhaandsaftaler.
En altfor fortrolig Hvisken kan ligeledes let give de Andre Indtryk af, at der tales om de Tilstedeværende.
Bliv heller ikke under den længste Tid af en Sammenkomst siddende i en Krog i Samtale med en Enkelt. Det bliver ikke velset af de Andre.
Snakkelyst. Alle Mennesker taler mere, end de selv tror, og det er derfor en udbredt Overtro, at Andre idelig falder dem i Talen for selv at komme til at tale. Eller rettere sagt — det er ingen Overtro. Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet
