NIENDE AFSNIT
SKILSMISSE
Enten man er tilbøjelig til at mene, at Udviklingen gaar i den rigtige Retning eller ikke, kan man ikke se bort fra, at Ægteskabet er mindre stabilt end det var i forrige Tider. Skilsmissernes, og særlig Separationernes Antal stiger med en saa rivende Fart, at der snart ikke er en Familie, hvor de ikke har faaet Indpas, saa at, hvordan man end tænker derom, nødes man samfundsmæssigt og selskabeligt set til at tage Stilling dertil og indrette sine Omgangsforhold derefter.
Da Skilsmisse er en forholdsvis ny Form i det sociale Samkvem, eksisterer der endnu ikke fæstnede Begreber om, hvordan man har at forholde sig overfor Fraskilte, i Ens Slægt og Vennekreds. Heller ikke berøres det i den tidligere Literatur vedrørende Takt og Hensyn, hvordan man skal stille sig, ikke alene til den anden Part, men til forhenværende Svigerforældre, Svigerinder, Fætre, Kusiner, Venners fraskilte Hustruer, Veninders aflagte Mænd o. s. v. Det afhænger nu alene af Taktfølelsen hos den Enkelte. Det gør ganske vist, naar alt kommer til alt, ethvert Samkvem med Andre, men i alle andre forhold har man aarhundredgamle Vedtægter at støtte sig til og arbejde videre paa. Ved Skilsmisse maa nye Former skabes, og kun lidt efter lidt kan der opstaa den Etikette eller Omgangsform mellem Fraskilte og deres Slægtninge, som endnu haardt savnes. Dog, en-
