207
kelte Henstillinger er der jo, som allerede nu kan optages til Drøftelse.
FORHOLDET MELLEM DE TO PARTER. Der er
to Hoved-Arter af Skilsmisse og Separation: Den ene,
hvor der foreligger et absolut Brud mellem de to
forhenværende ægtefæller, ofte udviklet til gensidigt Had,
og den anden, der hovedsagelig mest foreligger i
Teorien, hvor der ikke er Spor af Uvilje til stede, og hvor
kun Forskellighed i Livssyn eller en ny Følelses
Opstaaen har bevirket, at et Ophør af Samlivet fandtes
heldigst for Sagernes Udvikling, men hvor noget
Samkvem og en Omgang i det Stille ikke er udelukket.
Det er ikke let at fastslaa, hvilket af de to Forhold
er det mindst vanskelige, selskabeligt set, for de
Paagældende og deres Nærmeste. I saa nære forhold som
mellem Ægtefæller, selv efter Ægteskabets Opløsning,
indtræffer der altid Tilfælde, hvor det for den Ene
er umuligt at se bort fra den Andens Eksistens,
særlig ved Livets Højtider, og hvor de da maa træffe
sammen, hvor dybt end Naget sidder.
Og hvorledes man end bærer sig ad, kommer der let et vist latterligt Skær over for stærk Familiaritet imellem Fraskilte, naar f. Eks. en Mand stadig ses at optræde mellem to Koner, eller en meget skilt Frue holder Omgang gaaende med flere af sine Ægtemænd.
Da dette uomtvisteligt er af en lidt komisk Virkning og giver et vist mormonagtigt Sving, bør det vist tilraades at indskrænke Omgangen med sin forhenværende Ægtefælle saa meget, at den ikke vækker offentlig Opmærksomhed.
Ved Ægteskabs Opløsning begynder det sædvanligvis med at ulme saa smaat. De dermed følgende Opgør bør holdes saa lidet stormfulde som muligt.
Fremfor alt maa der ved en afgørende Samtale
