213
tidligere Ægtefælle. Men selvfølgelig maa det gøres med Takt.
Man skal ikke vælge at indbyde forhenværende Slægtninge til store Selskaber, hvor mange Fremmede faar Lejlighed til med Nysgerrighed at iagttage disse Gæsters interessante Tilstedeværelse. Det vil være heldigst at indskrænke Omgangen til Samvære med nogle faa fælles Venner fra den Tid, hvor man kom meget sammen. Eller helt alene.
Vennernes Forhold til Fraskilte. Naar der ved en Skilsmisse er nogen Bitterhed til Stede, vil Ægteparrets Venner have at træffe Valg om, hvem af dem de i Fremtiden agter at staa nær. Ikke saadan at forstaa, at de behøver at bryde med den Anden, men selv om man godt kan staa paa en fjernt venskabelig Fod med begge Parter, vil det altid vise sig, at staar man den ene af Parterne nær som Ven, vil det i Længden vise sig umuligt at pleje selskabelig Omgang med den Anden.
Man maa derfor ved en Separation indenfor Ens Vennekreds vælge, hvem af de To man vil vise Hjertelighed og hvem blot Korrekthed.
Hvis Forsoning imellem de Paagældende skulde blive iværksat, maa man nemlig have vist en urokkelig Korrekthed, hvis man ikke vil miste ogsaa Den, man havde tiltænkt Hjertelighed, ligesom man maa være klar over, at man maa lade overfor begge Parter, som om denne lille Episode aldrig havde eksisteret, i Lighed med Dramaets Hovedpersoner, der aldrig overfor Udenforstaaende vil eller bør vise, at deres nuværende gode Forhold er et Stille efter Stormen.
Man maa være forsigtig med at gaa ud fra, at den Bekendte, man genser efter længere Tids Forløb, stadig er gift med den Samme. Man maa føle sig for.
