215
lige Familier, ikke paa Forhaand udtages for at tilfalde Den, fra hvis Familie eller nærmeste Vennekreds de skrev sig, et Forhold, der selvfølgelig i ligesaa høj Grad gør sig gældende overfor Arvestykker.
Naar Fordelingen, efter de Lidelser den medfører, er overstaaet, bør man lade den være endelig og ikke atter begynde at skændes om en Sølvkaffekande eller en Chiffonière. En saadan Opgravning af Stridsøksen fører kun til ny unyttig Blodsudgydelse.
FRASKILTES PEKUNIÆRE FORHOLD. Hvordan
man end ser paa Skilsmisse, om man regner den for
et socialt Gode eller ikke, saa er der i hvert Fald
den kedelige Egenskab ved den, at den til Slut
munder ud i et Pengespørgsmaal, som det meste andet i
Livet.
Den almindeligste Ordning er den, at der ved Separationen fastsættes en aarlig Understøttelse til den fraskilte Hustru, som Manden har at udrede. Selv om det unægtelig er en Udgift, som hører til dem, man ikke personligt har Glæde af, bør der dog i dette Forhold vises saa liden Smaalighed, som det ifølge den Paagældendes Karakter er muligt at præstere, idet Manden maa gøre sig klart, at det for en fintfølende Kvinde maa være en af de pinligste Omstændigheder i hendes Liv at maatte modtage Penge af den Mand, hun ikke har kunnet leve sammen med.
Men samtidig med, at man forlanger den størst mulige Takt af Manden, maa man ogsaa kræve den af Hustruen, der ogsaa maa gøre sig klart, at den stipulerede Apanage kan være en alvorlig Byrde for Manden, ikke mindst naar han gifter sig igen.
I de fleste Tilfælde bør man dog sige, at disse Understøttelser er satte for lavt. De burde stige i en bestemt Skala, hvis Manden erhverver sig store Rig-
