217
en Ægtefælle sætter en opskruet Pris for Indvilligelse i en Skilsmisse, der er den anden Part magtpaaliggende for at kunne indgaa nyt Ægteskab.
Der bør da søges nedsat en lille Voldgiftsret af fælles Venner, der har saa megen Sympathi for begge Parter, at de vil tilstræbe en retfærdig og passende Ordning.
HENSYNSFORHOLD MELLEM FRASKILTE. Hvor
fjendtligt end Forholdet har udviklet sig, bør en ydre
Høflighed altid senere i Livet gøre sig gældende. Ikke
at hilse hinanden paa Gaden eller ikke at ville
modtage den Andens Hilsen er saaledes et Tegn paa
svigtende Velopdragenhed, ligesom man bør kunne veksle
nogle Ord, naar man tilfældigvis træffes.
Ved alvorlig Sygdom vil det være heldigt, om den anden Part viser Deltagelse, selv om det naturligvis vanskeliggøres, hvis nyt Ægteskab har fundet Sted. Det maa da helst gaa gennem en fælles Ven, eller en Slægtning, der staar Begge nær.
Alvorligere bliver Forlegenheden ifølge selve Sagens Natur ved den fraskilte Ægtefælles Død og Begravelse. Paa den ene Side vil der opstaa den Følelse, at Døden udsletter al Uret og Strid, og at det kun vil være en Tribut til forrige Tiders Kærlighed, at gaa til Begravelsen.
Dette er smukt i Teorien, men kan let falde en Smule komisk ud i Praksis. Det er ikke saa vanskeligt, hvor begge de forhenværende Ægtefæller paa det Tidspunkt er ugifte. Man kan da blot gaa hen og anbringe sig paa en lidet opsigtvækkende Plads.
Værre er det, naar man selv, eller den Hensovede eller begge to er forsynet med en ny Ægtefælle. Da man ikke godt kan gaa til sin forhenværende Ægte-
