218
fælles Begravelse i Selskab med den nuværende, har man allerede Vanskelighed ved Bortgangen fra Hjemmet. Klædt i demonstrativt Sort, som man nødvendigvis maa til en Begravelse, kan man i heldigste Tilfælde kun opnaa enten at vække Munterhed hos sin nuværende Mand eller Kone eller risikere at genopfriske gammel til daglig begravet Bitterhed.
De fleste vil sikkert blive nødt til at se at komme ubemærket afsted, dog kun for i Kirken eller Kapellet at finde nye Vanskeligheder. Thi hvor har den tidligere Ægtefælle sin Plads i Begravelsesceremoniellets strenge Rangforordning? Naturligst og lettest er det at søge en saa lidet opsigtvækkende Plads som muligt mellem Kontoristerne og de forhenværende Hushjælpersker, eller paa Pulpituret, om et saadant findes. Men selv da lykkes det ikke at foretage et ubemærket Tilbagetog, idet den fæle Skik jo findes, at Ens Efterfølger besætter den eneste Udgang, hvor han, flankeret af sine Slægtninge, trykker alle Tilstedeværende i Haanden med et vemodigt Blik. Det maa derfor tilraades ikke at give personligt Møde ved Begravelsen, hvor nyt Ægteskab er indgaaet, men at indskrænke sig til at sende en Krans.
Det samme gælder, naar Ens tidligere Ægtefælles Forældre eller nære Paarørende afgaar ved Døden.
Man bør overhovedet undgaa personlig Tilsynekomst, hvor denne vilde medføre en Takskyldighed fra Nogen af dem, med hvem Ægteskabets Ophævelse har medført et Brud.
Det er selvfølgelig urimeligt at bære Sorg ved en fraskilt Ægtefælles eller Dennes nære Paarørendes Død, men det er paa den anden Side heldigt at undgaa et altfor spraglet Udseende paa Gaden eller offentlige Steder.
Er et fraskilt Ægtepars Barn afgaaet ved Døden, vil
