221
til at sidde ved Siden af hinanden, eventuelt ledsaget af deres Efterfølgere, bliver det den mandlige Parts Sag at vige Pladsen og forføje sig bort snarest muligt. Det er kedeligt, hvis det har været dyre Billetter til en Festforestilling, men derved er intet at gøre. Han kan ikke blive siddende flankeret af en Kone paa hver Side.
Naturligvis er det umuligt at give Raad for ethvert af de utallige Tilfælde, hvor Skilsmisse skaber Vanskeligheder og Afbræk. Men een Ting kan man altid sige, og det er, at man selvfølgelig saa vidt muligt bør undgaa at tale om sin forhenværende Ægtefælle, medmindre det er lejlighedsvis til en god Ven, eller det viser sig nødvendigt af praktiske Grunde, og det maa altid være uden Bitterhed og uden at rippe op i gamle Stridspunkter. Om forhenværende Ægtefæller gælder det i endnu højere Grad end om Afdøde: Nil nisi bene — intet, hvis det ikke er godt.
Separation. Ægteparret bør have en Sagfører til at ordne Sagen. Han bringer de nødvendige Konferencer i Stand, først med Præsten, saa med Overpræsidenten. Skønt disse Møder har Navn af Mæglingsforsøg, er de i Praksis dog naaet til nærmest at være Kontorforretninger.
Det drejer sig ved disse Lejligheder kun om at tilvejebringe en fuldkommen korrekt Ro og at udelukke ethvert Stemningsudbrud.
Det er ret almindeligt, at man nøjes med Separation, men man kan da ikke indgaa nyt Ægteskab.
Den endelige Skilsmisse nødvendiggør ikke nye Møder. Med Sagførerens Bistand indsendes Sagen, efter den nugældende Lov, tre Aar efter Separationen til Ordning af Justitsministeriet. Hvis de Paagældende før den Tid ønsker at gifte sig paa Ny, maa det sættes
