225
løber i Hjemmet, og det er En muligt at udrede Omkostningerne, tilkalde en udlært Sygeplejerske. Hun vil, mens Krisen staar paa, bedre end Familiens Medlemmer, kunne tage et Tørn med Døden med Udsigt til at vinde, og det vil altid være en Beroligelse at vide den Syge i kyndige Hænder. I de fleste Tilfælde vil Lægen ogsaa forlange det.
Den vanskeligste Tid kommer, hvis Krisen overstaas heldigt, naar deltagende og velvillige Nærstaaende strømmer til med Buketter og Vingelée og beder om at maatte se Patienten „blot et Øjeblik“. Det klogeste vil da være at lægge helt i Plejerskens Haand, hvor mange Besøg den Syge kan taale, selv om det opvækker lidt Misstemning.
De Omværende er nemlig selv saa lettede og glade ved en Vending til det bedre i en kær Patients Befindende, at de nemt glemmer den fornødne Forsigtighed.
Langvarig Sygdom er en af de største Prøvelser i et Hjem baade for Patienten og Omgivelserne. Der er ikke andet at gøre end at væbne sig med Taalmodighed.
Patienten maa ikke kræve mere end det højst nødvendige af Pasning og Underholdning, idet han eller hun maa forstaa, at Livet trods alt maa gaa sin Gang for de Andre.
Paa den anden Side maa de Raske i Hjemmet være saa opofrende som muligt overfor den Syge og gøre, hvad de kan, for at holde Modet oppe uden nogensinde at vise, hvor trættende, anstrengende og bekostelig Tilstanden er.
Hvis Sygdommen ikke har anden Udgang end Døden, bør dette ikke siges til den Syge, medmindre vigtige Bestemmelser skal træffes.
Patienten bør ogsaa selv afholde sig fra at tale om
Takt og Tone
15
