Side:Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

230

stiger til at staa i Misforhold til det Sørgeskrud, der bæres.

Sørgedragt. For Enhver, der bivaaner en Begravelse, er det Brug at møde sortklædt. Da der altid vil forefalde Begravelser i Ens Slægt eller Interessesfære, som man er nødt til at bivaane, bør man til Stadighed have en sort Dragt hængende til dette Brug, Herrer i hvert Fald et Par sorte Hansker og en høj Hat.

De Nærmeste forventes først fra Begravelsesdagen at være i dyb Sørgedragt, men selvfølgelig ifører man sig i Dagene forud for denne ikke gærne spraglede Klædningsstykker.

Det er uheldigt selv ved et ventet Dødsfald allerede Dagen efter at udfolde en altfor flunkende Sørgepragt, som klart viser, at man har truffet sine Dispositioner i Tide.

Officielt betragtes Døden altid som en sørgelig Overraskelse.

Herrer anlægger gærne om den høje Hat et saakaldt Flor, hvis Bredde afpasses efter den Nærhed, hvori man har staaet til den Afdøde og Testamentet. Hattemageren ved Besked herom.

Dyb Sørgedragt kræver en vis højtidsfuld Fremtræden og egner sig daarligt til munter Idræt som Karussel, Rutschbane, Skøjter o. l., som det ofte ses.

Sørgetiden for en Enke regnes sædvanligvis til et Aar, for Forældre, Svigerforældre og Søskende til et halvt Aar. Dog maa det siges, at det kun er i Begyndelsen af Sørgetiden, at Folk lægger særlig Mærke til denne besværlige Skik, som i Grunden er en Levning fra Fortiden, men vanskelig at udrydde som alle Skikke, fordi Ingen har Mod til at gøre det første Skridt, særlig paa dette Omraade.

Dog er der gjort en Slags Begyndelse ved den stærkt