Side:Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf/239

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

233

Ligbrænding vinder mere og mere Indpas, og man behøver ikke mere, for at kunne blive brændt, at melde sig ind i Ligbrændingsforeningen, mens man er i Live.

Sædvanligvis vil man dog efterlade sig en skriftlig Bestemmelse desangaaende. Man bør, før man gør dette, nøje betænke, hvad det vil betyde for Ens Efterlevende. Hvis man staar isoleret med sin Mening paa dette Punkt, er det smukkest at se bort fra den personlige Opfattelse og bøje sig for de Synspunkter, der er raadende hos Ens Nærmeste.

En Ligbrændingsfærd i et Krematorium har efterhaanden antaget en tiltalende Form og forrettes snart af en Præst paa kirkelig Vis, snart med en Højtidelighed af mere borgerlig Karakter med Taler af Venner og Kaldsfæller. Det maa dog siges, at en Jordefærd i en Kirke har lettere ved at antage et højtidsfuldt Præg.

De samme Hensynsforhold mellem de Efterlevende og Følget gør sig gældende ved begge Arter af Begravelse.

Omhu med Gravsteder. Det er smukt, naar de Levende ikke forsømmer de Dødes Hvilesteder, men finder Tid og Raad til at værne om dem med Pietet og Omhu som et talende Vidnesbyrd om, at Kærlighed naar ud over selve Døden.




I de store Træk er nu Hensynsforholdet mellem Mennesker fulgt fra Vuggen til Døden. Kun ved den er man den Ene, der ingen Pligt har, ellers maa man altid helt igennem regne sig selv som Den, der har alle Pligter, Den, som altid skal yde uden at kræve.