20
Er Barnets Døbenavn efter mange Overvejelser omsider fastslaaet, skal det afgøres, hvem der skal vælges til Faddere. Almindeligvis bærer den unge Kones Moder sin Datters første Barn over Daaben og Farmoderen det næste. En ugift Paarørende eller Veninde „holder Huen“ som det paa gammeldags Vis endnu kaldes, og af de mandlige Faddere vælges med Omhu de Paarørende til Gudfædre, der kan tænkes at ville have Interesse ikke alene for Barnets aandelige men ogsaa timelige Vel. Det Spørgsmaal: „Skal det være Ske eller Bæger“ fremsat af en ugift Broder paa en Anmodning om at være Fadder til et nyfødt Vidunder, falder ikke mere i god Jord. En graa Sparekassebog med et klækkeligt Indhold som Begyndelse paa et Livs Liggendefæ vil langt blive foretrukket.
Den Skik at Fadderne „gav paa Vuggen“ en ret klækkelig Gave til Ammen, er vist idetmindste i Byerne, ved at falde bort, da Barnets første Pleje nu nærmest er gaaet over til Sygeplejersker samt til et Flaskebatteri med lunken Mælk.
Fadderne giver til fastsat Tid Møde i Kirken, hvis ikke det er Hjemmedaab. Gudmoderen tager ved Kirkedøren imod sit Gudbarn og bærer det til Døbefonden ledsaget af de andre Faddere.
Den Sammenspisning som uundgaaeligt finder Sted efter den højtidelige Handling, indskrænker sig i vore Dage ofte til en Frokost i de lykkelige unge Forældres Hjem, men i lidt større Forhold bliver det sædvanligvis til en Middag, især naar det gælder den Førstefødte. Ofte en drøj Dag for den unge Moder, endnu lidt svag efter Fødslen, at skulle sørge for det pyntede Barn og hvad dertil hører, og derefter en efter det unge Hjems Forhold splendid Middag.
Den ældste af de mandlige Faddere holder Talen for Barnet, og hvis alle de der udtalte Ønsker holdt
