47
Venner m. m. kan være mere end tilstrækkeligt som Prøvesten.
Naar imidlertid Mennesker ikke er bedre, end at de bliver Uvenner, da bør dette antage saa lidet demonstrative Former som muligt. Det er uklædeligt og latterligt, naar et tidligere varmt Venskab slaar over til vildt Had, og det gør et tarveligt Indtryk, naar det giver sig Udslag i ikke at kunne komme sammen og den Slags. Man bør kunne vedblive at opretholde den ydre Form og være sammen med Alle. Hvis man endelig møder den forhadte Genstand, bør man ikke give Vedkommende den lille Sejrsfornemmelse, at man føler uimodstaaelig Trang til at se ind ad et Urtekræmmervindue.
Den Forandring i Følelserne, der har fundet Sted, bør ikke give sig noget Udslag, som Udenforstaaende kan bemærke.
Hvis De er klog, saa tal kun godt om dem, De ikke kan lide. De faar derved et Drag af velvillig Overlegenhed over Dem, som Deres Uven vil komme til at misunde Dem.
Kan De ikke, hvad de Færreste formaar, tvinge Dem til denne Overlegenhed, saa undgaa Æmnet med et Par ligegyldige Ord.
Er der indtruffet Uoverensstemmelser i Deres Kreds, stræb da at indtage en velvillig Nevtralitet til begge Sider. Prøv ikke paa at spille Forsonerens Rolle undtagen gennem en langsom og indirekte Paavirkning. En demonstrativ Mæglingsaktion vil som oftest føre til, at De bliver Uvenner med begge parter.
Det samme Resultat opnaar De som oftest ved at tage stærkt Parti den ene af stridende Parter. Disse forsones nemlig i Regelen, og i Fredstraktaten vil Den, hvis Parti De har taget, ofre Dem paa det genopstandne Venskabs Alter.
