Side:Teknisk Elasticitetslære.djvu/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst


kan kun udledes ved Forsøg med de enkelte forskellige Legemer. De Legemer, vi her have med at gøre, ere kun saadanne, der anvendes i Bygnings-, Maskin- eller lignende Konstruktioner, og de ere som oftest ikke fuldkommen elastiske; Formforandringen bestaar af en elastisk og en permanent Del selv for de mindste Paavirkninger, fuldkommen Elasticitet findes sandsynligvis aldrig, i alt Fald ikke i Legemernes oprindelige Tilstand. Naar Formforandringerne saaledes ere dels elastiske, dels blivende, er det kun de første, der fremkalde aktive indre Kræfter, Spændinger, og den omtalte Relation mellem Spændinger og Formforandringer angaar altsaa i alle Tilfælde kun de elastiske Formforandringer.

Hvad nu selve denne Relation angaar, saa har man i lange Tider antaget den for lineær. Det blev allerede fremsat i Aaret 1678 af Englænderen Hooke, at Spændinger og Formforandringer vare ligefrem proportionale, og denne Hooke's Lov har dannet Grundlaget for Elasticitetslæren lige op til vor Tid. I Tidens Løb blev man efterhaanden klar over, at den i alt Fald kun gælder, saalænge Paavirkningen (eller Formforandringen) ikke overskrider en vis Grænse, og op til samme Grænse antog man saa i lang Tid, at Formforandringerne vare fuldkommen elastiske. De senere Aars videnskabelige Materialundersøgelser have imidlertid vist, at der er en Mængde Legemer, for hvilke Loven ikke gælder — naturlige og kunstige Sten, Cementmørtel, Støbejærn og forøvrigt vistnok Størstedelen af Metallerne — og for Øjeblikket staar Sagen nærmest saaledes, at man kun kan antage den som rigtig for smedeligt Jærn op til en vis Grænse.

Imidlertid er smedeligt Jærn nu til Dags langt det vigtigste af alle Byggematerialer, og den Grænse, indenfor hvilken Hooke's Lov her gælder, ligger i alt Fald saa højt, at de i permanente Konstruktioner optrædende Spændinger holde sig indenfor den. Og selv om man er sig bevidst, at Hooke's Lov ikke er nøjagtig for de andre Materialer, regner man dog endnu som oftest med de ved den udledede Formler, dels paa Grund af de mange Aars Hævd, dels fordi Beregningerne blive ulige vidtløftigere, saasnart man antager en anden Lov; undertiden kan man ved en Erfaringskoefficient bringe Overensstemmelse til Veie med de virkelige Forhold. I et følgende Afsnit skulle