oplyser den ældste Form og de i den affattede ladskrifter. Ikke engang, alle disse kommer jeg til at behandle; endel maa jag lade ligge, fordi jeg ikke forstaar dem og intel Bidrag har at give til deres Forklaring. Dette gjelder navnlig de fleste Bracteater; ja jeg tror endogsaa, at Forsög paa at oversætte alle Bractealindskrifter nödvendig maa mislykkes pas Grund af flere af disse Indskrifters Natur. Indskrifterne behandler jeg i den Rækkefölge, som falder mig mest bekvam, uden at fölge ea Orden, som bestemmes ved det Sted, hvor hvert enkelt Mindesmærke er fundet, eller den Tid, som man kan formode at det tilhörer. Flere af de ladskrifter, som jeg i det fölgende söger at forklare, har jeg seet og tildels endog under Udarbeidelsen stadig kunnet undersöge paa Mindesmærkerne selv. Det er da let forklarligt, at jeg nu vil kunne læse en og anden Rune rettere end Stephens, hvor han kun har havt Photographi og Aftryk for sig. Ogsaa hvor de af Stephens udgivne Tegninger i aldeles uvæsentlige Enkeltheder, f. Eks. i Runers Form, afviger fra, hvad jeg nu tror at iagttage paa Monumenterne, lader jeg undertiden. en Bemærkning darom lobe med. Jeg maa overalt forudsætte Kjendskab til Stephens's Tegninger, ti paa Grund af det indskrænkede Forraad af Runetyper har jeg maattet omsætte Ronerne, saa ofte det lod sig gjöre, i latinske Bogstaver. Jeg sammenstiller her de i de behandlede Indskrifter oftest forekommende Runeformer af den fuldstændigere (ældre) Række og angiver, med hvilken latinsk Bogstav jeg gjengiver hver enkelt af dem. Evorledes de sjældnere Runeformer gjengives, skal siges paa hvert enkelt Sted:
F gjengiver jeg almindelig ved A, men i de blekingske Indskrifter
(Istaby, Steatoften, Gommor) véd a. * Björketorp,
Stentoften og Gommor-Indskrr. gjengiver jeg ved A.
Istabystenen ligeledes ved A.
P har jeg gjengivet ved W, men dog i gotiske Ord (og Sanskritord) beholdt det almindelige e, nagtet der conseqvent skulde have været skrevet w.
