Spring til indhold

Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/373

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

355

Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.

og imod; paa endel, som vedrörer Tunestenen og Varnumstenen, vil jeg först senere svare, da jeg gjærne forinden endnu en Gang vil forvisse mig om Indskrifternes Udseende paa Stenene. Men jeg vil udtrykkelig fremhæve, at jeg sikkerlig ikke vil kunne fjærne de Betænkeligheder, der veie tungest for Jessen, ligesom jeg skynder mig med at oplyse, at jeg ved de Indskrif ter, som jeg i forste Stykke har forbigaaet, ikke væsentlig vil kunne forandre Sagernes Stilling, og at mine Ytringer om de to Runerækker ikke vil give noget nyt, men kun Randbemærk ninger til det, som for er fremsat; jeg vil dog ikke holde mine Bemærkninger derom tilbage: der kan mulig falde et og andet, som har nogen Nytte.


Istaby-Indskriften skulde jeg have kaldt et Udgangspunkt, ikke et sikkert Holdepunkt, fra hvilket vi tor vove et Forsog paa at bestemme Betydningen af Y i de ovrige Indskrifter i den længere Rækkes Runer. Hvis Y i Istabyindskriften betegner r {og Jessen har, saavidt jeg kan sé, ikke modbevist del), saa er det ikke dermed bevist, at Tegnet har samme Betydning i Guldhorn-Indskriften og de dermed ensartede Indskrifter; men vi tor forelobig holde os dertil, indtil der kommer Kjendsgjærninger frem, som stride derimod, ti vi har intet nærmere Ud gangspunkt; til Guldhornindskriften tor vi dog snarere slutte fra Istabystenen, hvis Indskrift ogsaa er i den længere Rækkes Runer, end fra Indskrifter i den kortere Rækkes Runer, i hvilke Y er m. — Jeg maa indromme Jessen, at Lydværdi r for Runen Y i Guldhornsrunerne ikke er bevist (men jeg finder den frem deles rimelig), og jeg maa endvidere indromme, at hverken Lydværdi r eller z (blodt s) nddvendig maa gjore Sproget skan dinavisk; men jeg skjonner ikke, at han har rokket den Mening, at Y i Guldhornsrunerne maa udtrykke en af Lydene i den Ud viklingsrække , der begynder med s (som Gotisk har) og ender med r (som almindelig Oldnordisk har); hvilken Lyd i denne Række det udtrykker, bliver for Fortolkningen af Indskrifternes Indhold i de fleste Tilfælde ligegyldigt. Ved denne (med Hen syn til Udtalen ikke fuldkommen bestemte) Værdi for Y tror jeg altsaa forelobig at kunne holde fast. Her maa jeg forvare mig mod en Misforstaaelsc af mine Ord: jeg har for Kortheds Skyld betegnet Y som r finale, fordi det efter min Mening navnlig hfirer hjemme i Ordenes Udlyd; men da jeg derhos bar sat det lige med de særlig skandinaviske Runeindskrifters