356
S. Bugge.
ᛦ (der ogsaa for Kortheds Skyld kan kaldes r finale), saa har jeg naturligvis antaget det for muligt, at det kunde forekomme inde i Ord, ligesom Helnæs- og Flemlöse-St. har NUʀA.
Hvad de ældste indskrifters Sprog gjælder, er der, som Jessen siger, ganske vist Vanskeligheder (og det mange og store), som jeg ikke har ryddet af Veien). Jeg har sŏgt at vise, al det er skandinavisk, ikke tydsk; men jeg har ikke villet eige (uagtet denne Mening let kan lægges i mine Ord), at der ene og alene er en Tidsforskjel mellem Sproget i Indskrifterne fra den ældre Jærnalder (hvorved jeg har ment det Tidsrum, som Engelhardt adskiller i de to: den ældste og den mellemste Jærnalder) og Sproget i de almindelige skandinaviske Runeindskrifter. Archæologer har tværtimod givet mig fro til, at Begyndelsen af den yngre Jærnalder staar i Forbindelse med, at et nyt nordisk Element trænger ind. Hertil baaber jeg senere at komme tilbage.
Jeg har ladet den, som gjorde Hornet, og dem, som ristede Ruger paa Mindestene, tale i förste Person Jeg Légest gjorde Hornet (Guldbornet), «Jeg Viv virkede Runer efter Vodurid» (Tune), «Over Hit ristede vi to Ravn og jeg Jarl Runer» (Varnum). Til Stōtte herfor har jeg anfört Beviser for, at Navnet kan fõies til Pronominet «jeg», og nævnt, at den, som udstedte eller underskrev et Document, oftest talte i förste Person; videre har jeg nævnt, at i gamle græske og (hvis jeg tör tro Dietrich) phönikiske Gravskrifter den, som har sat Gravmindet, oftere taler i förste Person; endelig har jeg anfört en norsk Runeindskrift fra Middelalderen, hvori Runeristeren taler i förste Person og siger gerði ek, men hvori Udtrykket forsaavidt er forskjelligt, som han tiltaler Læseren. Den Udtryksmaade, at Runeristereo taler i förste Person, kan meget vel have været almindelig i den ældre Jærbalders Indskrifter, om den end i de almindelige skan- dinaviske Runeindskrifter ikke er brugelig; naar sproglige Grunde tale for den, tör vi tro paa den, hvis det kan vises, at saadan Udtryksmaade ogsaa i gammel Tid var naturlig: og den maa vel siges at have været naturlig ogsaa i gammel Tid, naar vi finde den hos forskjellige af Oldtidens Folk. I romerske Gravskrifter taler den, som har ladet reise Gravmindet, oftest i tredje Per- son, men meget ofte i förste Person, f. Eks. Orell. Inscr. Lat. 4635 (Rom) . . TONGILIAE TERTIAE COIVGI . QVAE VIXIT MECVM ANN. III . . . . FECI SEXTVS TRVTIEIVS AMIANTHVS; jeg véd ikke, hvorfor förste Person her skal være
