357
Bidrag til Tydning af de ældste Runeindskrifter.
naturligere end i Varnumstenens Indskrift «Over Hit ristede vi to Ravn og jeg Jarl Runer»; man vil kanské sige, at den romerske Indskrift tillige er et juridisk Document: det er den paa en vis Maade, men det gjælder ogsaa paa en vis Maade om den nordiske Gravskrift. En anden romersk Gravskrift kan nævnes Orelli-Henzen 7370 (Pollentia): M. CALEPIVS T. L. PHILIPPVS TITVLVM POSVI VIVVS ET MEIS LIBERTIS . . .; i andre tilsvarende Gravskrifter tales i tredje Person, ligesom i tilsvarende særlig skandinaviske Runeindskrifter, f. Eks. UIFASTI RESTI STEN ÜFTIR SELFAN SIK KUIKAN. — I romerske Indskrifter, som mælde Indvielsen af en Gjenstand til hellig Brug, taler den, som indvier eller skjenker, almindelig i tredje Person, og Gjenstanden indföres ofte talende i förste Person, ligesom f. Eks. Klokker fra Middelalderen har Indskrifter som «Sigurd gav mig», «Steffen gjorde mig»; men i romerske Indskrifter kan den, som skjænker, ogsaa tale i förste Person, f. Eks. Orelli-Henzen 5875 (Alter fundet i Miltenberg ved Main): . . . MERCVRIO . . . COSILIVS DONAVI; jeg véd da ikke, hvorledes man kan sige, at en Udtryksmaade som «Jeg Légest gjorde Hornet» i gamle Dage var unaturlig (hvad enten Hornet har været bestemt til hellig Brug eller ikke). I nyere Tid kan denne Udtryksmaade paavises temmelig tidlig; saaledes i en Indskrift fra 1501 paa Fodstykket af en Sölvkalk i Vossevangens Kirke; den lyder med Oplösning af Forkortningerne: Anno domini mvci die sancti Georgii martyris ego frater Nicolaus Johannis feci hunc calicem fieri (Urda II, 63; Nicolaysen Norske Fornlevn. S. 386). — I denne Forbindelse (men ikke just som Stötte for min Forklaring) kan jeg nævne en mærkelig Brug af förste Person i en Runeindskrift paa en rund Sten paa Tose, för paa Holm i Borge Præstegjeld, Smaalenene. Den tydelige og dybt hugne Indskrift, som gaar rundt om Stenen, lyder: ASLACAR GERÞE MIK RUNAR EK RIST AUK RAÞNA STAUE UER. Der begyndes med sædvanlig Formel «Aslak gjorde mig», men i Fortsættelsen taler Runeristeren (der vel netop er Aslak), ikke Stenen, i förste Person; dette Omslag bliver forklarligt, naar vi tænke os, at Runeristeren her har brugt et gammelt Vers rúnar ek ríst (eller reist) auk ráðna stafi (Forbindelsen rúnar ok ráðna stafi ogsaa i Hávamál V. 142); ver (vér?) er mulig förste Ord i en fölgende Verslinje, som ikke blev udfyldt. Langt efter UER men i Linje dermed staar for sig selv endnu Ordet SICI (C skrevet ᛋ til Forskjel fra ᛌ = S),
