358
S. Bugge.
om hvis Betydning jeg kun har en lös Gjætning, som jeg her vil holde tilbage.
For HOLTINGAʀ skulde man efter Jessen (Aarböger 1867, S. 174) have ventet HULTINGAʀ, hvis Indskriften var skandinavisk. Jeg har tænkt mig Sagen saaledes: der er Grund til at tro, at o i holt er opstaaet af oprindeligt (fællesjaphetisk) a, ligesom o i moltinn, holmr, mold o. s. v.; men under denne Forudsætning er efter Jessens Udvikling i Tidskr. f. Philol. I, 218 f. o i holt ældre end u i svensk hult, eftersom o ligger nærmere ved Grundlyden a. Derfor maatte man, saavidt jeg sér, i en saa gammel Sprogform som Guldhornindskriftens, hvor Omlyden ikke er indtraadt, vente HOLTINGAʀ. Ogsaa kan mindes om, at ö i Gutnisk ved i-Omlyd bliver til ȳ: broþir — bryþr Gutalag.
Efter Jessen (Aarböger 1867, S. 173 f.) volder o i TAWIDO, WORAHTO, RUNOʀ og i Kvindenavne paa O alvorlig Ulempe, hvis Sproget skal være skandinavisk. Spörsmaalet er her, om den abetonede Stavelses a i oldn. orta, rúnar, Finna (Gen. sg. gjafar, minngastr) er opstaaet af fællesgermansk ō og dette igjen af oprindeligt ā, saaledes som jeg har ment, eller om Forandringen af den ældste Lyd ā til nordisk a ikke har gaaet gjennem Mellemledet ō. Min Mening kan mulig stöttes ved fölgende: hvor Gotisk i Stammestavelsen har ō svarende til (fællesjaphetisk ā) lat. ā, gr. η, der har ogsaa de andre germanske Sprog regelret ō, ikke ā; det synes derfor rimeligt, at ō ogsaa i Aflednings- og Böiningsendelser, hvor det findes i Gotisk, er fællesgermansk, at ogsaa dèr de andre germanske Sprog oprindelig har havt ō, ikke ā. Som Stötte for, at ō i ubetonet Stavelse virkelig kan blive til a, tör nævnes, at i Höitydsk o (der antages for langt) kun findes i den ældste Tid; med det 9de Aarh. er del næsten ganske forsvundet, og isteden derfor er a, som för kun forekom enkelte Gange, det almindelige (Kelle vergl. Gr. S. 257). Schleicher (zeitschr. f. vgl. sprachf. IV, 267) deler rigtignok ikke denne Opfatning; imod den kunde anföres enstavelses Former af Pronomina og Talord, som glsv. tvār = oldeng. twā = got. tvōs; men skulde ikke her andre Böiningsformer af samme Ord og tilsvarende Böiningsformer af andre Ord kunne have havt Indflydelse?
Ligeoverfor alle andre kjendte germanske Sprog (og om dem, vi ikke kjende, er det vanskeligt at sige noget) undlagen Gotisk vilde vi, saavidt jeg sér, have væsentlig samme Ulæmpe
