359
Bidrag til Tydning af de ældste Raneindskrifter.
med Formerne med O. Jævnför med RUNOʀ Former som oldsaks. helpa, oldfris. bōta, bōte, oldeng. gifa, gife; med FINO obl. zunga, oldsaks. tunga, oldfris. og oldeng. tunge. Men om Indskrifterne med sit O i ubetonede Stavelser stemme overens med Gotisk, saa er der andre Kjendsgjærninger, som vise, at de ikke er skrevne i Gotisk, som vi kjende dette Tungemaal, eller i en dermed særlig beslægtet Sprogart. Og endog ligeoverfor Gotisk vilde vi have samme Ulæmpe med TAWIDO.
Jeg har efter Munch, som jeg tror, nogenlunde godtgjort, at vi i disse Indskrifter ligesom i almindelig Oldnordisk har forskjellig Vokal i förste og tredje Person i Ental af det sammensatte (endeböiede) Præteritum. Jessen mener, at denne Overensstemmelse med Nordisk ikke veier stort, da Tydsk vel engang maa have forholdt sig ligesaa. Den er visselig ikke afgjörende, men den synes mig dog at have nogen Vægt. Medens denne Adskillelse af förste og tredje Person i nogle nordiske Lande er bevaret langt ned i Tiden (længst har den holdt sig i Islandsk; tidligere opgaves den i Norsk, og den kan, saavidt jeg véd, ikke paavises i Oldsvensk og Olddansk) og sikkerlig har været almindelig oldnordisk, saa er der ikke Spor af den i de andre germanske Sprog, som vi kjende fra tidligere Tid end Nordisk, endog ikke i Gotiskens Sproglevninger, der gaa saa langt tilbage; det synes derfor rimeligt, at de sydgermanske Sprog havde opgivet denne Adskillelse allerede paa den Tid, fra hvilken disse Runeindskrifter maa være.
Min Forklaring af Indskriften paa anden Side af Tunestenen har jeg selv tildels betegnet som et Forsög; jeg stoler selv ikke paa den; og jeg gjentager, at Læsningen O|ÞLINGOʀ efter Trækkene paa Stenen forekom mig selv usandsynlig, men ikke umulig. Om Indskriften paa denne Side kan jeg maaské tilfōie et Par Ord, naar jeg paany har seet efter paa Stenen. Mod mit Forsog indvender Jessen bl. a.: «Døtre kunde ikke dengang være arvinger, allermindst sammen med andre, og efter flere [dette har jeg ikke ment]; og allermindst hos skandinaver.» Vi komme her ind paa et Emne, hvor jeg föler mig aldeles fremmed, men jeg faar dog svare: efter den ældste norske og islandske Lovgivning, vi kjende, tager Datter Arv, naar Sön ikke er til; men da vi nu aldeles intet véd om, at der levede Sönner, Sönnesönner eller Dattersönner efter Vodurid, saa fatter jeg ikke, hvorfor Dötre ei her kan nævnes som Arvinger. Jessen fortsætter: «Det vilde være sært, dog måske ikke
