at han (lad det være f. Ex. en Spiller) sagde til sig selv en Morgen „saa lover jeg høit og helligt, jeg skal aldrig mere befatte mig med at spille, aldrig mere — iaften skal det være den sidste Gang:” o, min Ven, han er tabt! Jeg tør snarere holde paa det Modsatte, hvor underligt det end synes, dersom der var en Spiller, der i et saadant Øieblik sagde til sig selv „nu vel, Du skal faae Lov til hele Dit øvrige Liv at spille hver evige Dag — men iaften skal Du lade det være;” og han gjorde det: o, min Ven, han er vistnok frelst! Thi hiin Førstes Beslutning er en Gavtyvestreg af Lysten, den Andens er at narre Lysten; den Ene bliver narret af Lysten, den Anden narrer Lysten. Lysten er kun stærk i Øieblikket, faaer den blot øieblikkeligt sin Villie, saa skal der fra dens Side ikke være noget til Hinder for at give Løfte for hele Livet. Men at vende Forholdet om og sige: „nei, blot ikke idag, men imorgen, iovermorgen o. s. v.”, det er at narre Lysten; thi skal der ventes, saa taber Lysten Lysten, indlades den ikke øieblikkeligt, naar den melder sig, fremfor enhver Anden, hedder det, at den først kan tilstedes Adgang imorgen, saa forstaaer Lysten (hurtigere end den meest indsmigrende og snedigste Hofmand eller den listigste Qvinde forstaaer, hvad det betyder, naar dette hænder dem i Forgemakket), Lysten forstaaer, at den ikke mere er Eet og Alt, det vil sige, at den ikke mere er „Lysten”. Saaledes med det at passe paa, at man ikke strax glemmer; lov ikke, aldrig at ville glemme, mod saa at være fritaget for i den næste Time strax at huske, nei, saa vend hellere Forholdet om, siig: Dette er jo ikke Noget at huske paa hele mit Liv, men jeg lover, at jeg skal huske paa det strax i den næste Time, og det skal jeg holde.
Naar Du da nu gaaer herfra (thi vi kunde jo tænke os, at det var en Tale, der var blevet holdt), saa faa ikke travlt
