er den størst mulige Afstand fra den sande Christendoms Forkyndelse, at en Mand, hvis Liv hver Dag, hver Time paa Dagen, hvert Øieblik udtrykker det Modsatte, at han forkynder i en halv Times Tid det Christelige. En saadan Forkyndelse forvandler det Christelige til lige det Modsatte. I hiin gamle Psalme („o store Gud vi love Dig”), som nævner de forskjellige Ordets Forkyndelser, nævnes derfor heller ikke den Art Forkyndelse, en Opfindelse fra en senere Tid — „da Christendommen fuldkommen har seiret.” I Psalmen hedder det „Propheterne kundgjorte Dig” (Gud); de vare de Første i Tiden. Dernæst „Apostlerne forkyndte Dig.” Det er det Overordentlige: Propheter og Apostle. Nu kommer der en heel Skare, et Mylder af Mennesker — der kommer da baade Du og jeg med kan jeg tænke — ja, hør nu „Og Martyrskaren priste Dig i Dødens Stund høitidelig.” Og saa er det forbi. Dette er den sande Forkyndelse af Læren om, at Veien er trang; Forkynderen spotter ikke sig selv, som hvis den Vei, han selv gik, var let, medens han dog (maaskee rørt, overbevisende, maaskee ikke uden Taarer — dog maaskee det ogsaa falder ham let at græde!) forkynder, at „Veien” er trang, nemlig ikke den, han gaaer ad. Nei Forkynderens Liv udtrykker Læren: Veien er trang; der er kun een Vei, den ad hvilken Forkynderen gaaer, forkyndende, at „Veien” er trang. Der er ikke to Veie, en let, banet, ad hvilken Forkynderen gaaer, forkyndende, at „Veien” er trang, nemlig den sande Vei, den Vei, som han ikke gaaer ad, saa hans Forkyndelse indbyder Menneskene at følge Christum efter ad den trange Vei, medens hans Liv, og det øver naturligviis en langt større Magt, indbyder dem at følge Forkynderen efter ad den lette, banede Vei. Er dette Christendom? Nei, christeligt, skal Liv og Forkyndelse udtrykke det Samme, dette Samme: „Veien” er trang.
