Side:Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

indrømmes ham. Og endnu mere, som indrømmes. Han overvældes næsten selv, han siger „nei, nu begjerer jeg ikke mere.” Men det er som var der en Stemme, der sagde til ham „o, min Ven, det er kun en ringe Deel af hvad Dig er forundt.” Da blegner han, den Kaldede, han synker næsten afmægtig sammen, han siger „o, min Gud, jeg forstaaer det; saa er da min Skjebne allerede afgjort, mit Liv indviet til Lidelse, offret. Og det skal jeg allerede nu kunne forstaae!” Trange Vei!

Ja, Veien er trang lige fra Begyndelsen; thi han veed ligefra Begyndelsen , at hans Arbeiden er at modarbeide sig selv. O, trang kan den vel være den Vei, hvor Du dog faaer Lov at bruge alle Dine Kræfter for at trænge igjennem, saa Modstanden er udenfor Dig; men naar Du skal bruge Dine Kræfter til at modarbeide Dig selv: det er som var det uendelig for Lidet sagt, at sige den Vei er trang, den er jo snarere ufremkommelig, spærret, umulig, afsindig! Og dog er den Vei, om hvilken det gjælder, at Christus er Veien, den er just saaledes trang. Thi det Sande, det Gode, hvilket han vil — dersom han ikke slipper det, dersom han arbeider for det af al sin Evne, saa arbeider han sig i den visse Undergang. Og paa den anden Side, dersom han for hurtigt sætter hele Sandheden ind, saa vil hans Undergang komme for tidligt; han maa altsaa, modarbeidende sig selv, en Tidlang synes at gaae ind i Sandsebedragene for desto dybere at sikkre Undergangen. Trange Vei! At gaae ad den Vei det er strax ved Begyndelsen som det at døe! Almægtigt ligesom at løfte paa Almagts-Kræfter; at være Menneske, og saaledes egnet til at kunne gjennemlide alle menneskelige Lidelser: og saa at skulle bruge disse Almagts-Kræfter for at modarbeide sig selv, at vide det lige fra Begyndelsen — o, lige fra Begyndelsen trange Vei!