Side:Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

sin jævne Gang, saa skeer der saadan en lille Smule Retfærdighed; men hver Gang det Overordentlige kommer: o, menneskelige Retfærdighed! O, menneskelige Dannelse, hvilken er vel egentligen Din Forskjel fra, hvad Du meest afskyer, Udannetheden, Mængdens Raahed? At Du gjør det Samme som den, men Du passer paa Formen, ikke at gjøre det med uvaskede Hænder: o, menneskelige Dannelse!

Saa bliver han naglet til Korset — og saa blot eet Suk endnu, saa er det forbi. Eet Suk endnu, det dybeste, det meest forfærdende: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig! Denne Ydmygelse er Lidelsens Sidste. Du vil hos hans Efterfølgere i strengere Forstand, Blodvidnerne, sinde svage Antydninger af det Samme. De have beraabt sig paa Gud og paa Guds Bistand, forladte af Alle have de — ja, hvad Under vel! — været og følt sig stærke ved Guds Bistand. Da kommer der et Øieblik i det Sidste, og Sukket lyder: „Gud har forladt mig”; „altsaa I fik Ret. I mine Fjender, jubler nu, alt Det, jeg har sagt, var ikke sandt, en Indbildning, nu viser det sig: Gud er ikke med mig, han har forladt mig”. O, min Gud! Og nu Han, han havde sagt sig at være Faderens Eenbaarne, Eet med Faderen; Eet med Faderen — men ere de Eet, hvorledes kan da Faderen noget Øieblik forlade ham! Og dog siger han: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig! Altsaa var det jo ikke Sandhed, at han var Eet med Faderen. O, overmenneskelige Lidelses Yderste; o, et menneskeligt Hjerte var bristet lidt tidligere, kun Gud-Mennesket maa lide dette Sidste heelt ud. — Saa døer han.

M. T. husk nu paa hvad det var vi sagde ved Begyndelsen: denne Vei er trang — er den det ikke?

Dog vi gaae videre; og Christus er Veien. Christus