neske fastere end ved Livs-Følelsen, hvad begjerer han stærkere og heftigere end ret at føle Livet i sig, hvad gyser han mere for, end for at døe! Men her forkyndes jo en levendegjørende Aand. Altsaa lader os gribe til, hvo vil betænke sig, bring os Liv, mere Liv, at Livs-Følelsen maatte svulme i mig, som var alt Liv samlet i mit Bryst!
Men skulde dette vel være Christendom, denne rædsomme Vildfarelse? Nei, Nei! Denne Levendegjørelse i Aanden, den er ikke en ligefrem Forhøielse af det naturlige Liv i et Menneske i umiddelbar Fortsættelse af og Sammenhæng med dette — o, Gudsbespottelse, o, rædsomt saaledes at tage Christendommen forfængeligt! — den er et nyt Liv. Et nyt Liv, ja, og dette er ingen Talemaade, saaledes som naar vi bruge dette Ord baade om Dit og Dat, hver Gang noget Nyt begynder at røre sig i os, nei, et nyt Liv, bogstaveligt et nyt Liv — thi læg vel Mærke dertil, Døden gaaer imellem, det at afdøe; og et Liv paa den anden Side Døden, ja det er et nyt Liv.
Døden gaaer imellem, dette er Christendommens Lære, Du skal afdøe, just den levendegjørende Aand er Den, der dræber Dig, det er den første Yttring af den levendegjørende Aand, at Du maa gaae i Døden, at Du maa afdøe — saaledes er det, for at Du ikke skal tage Christendommen forfængeligt. En levendegjørende Aand: det er Indbydelsen; hvo skulde ikke gjerne gribe til! Men døe først: det er Standsningen!
Det er Aanden, som levendegjør. Ja, den levendegjør — gjennem Døden. Thi som der staaer i en gammel Psalme, der vil trøste Efterlevende over Tabet af de Afdøde „med Døden vi Livet begynde”: saaledes gjælder det aandelig forstaaet, den levendegjørende Aands Meddelelse begynder i Døden. Tænk paa Dagens Fest! Det var jo den Aand, som
