og for Evigheden, naar Sygdommen er saaledes, at Evigheden kan anbringes, er dertil, det er, Du maa afdøe. Derfor Christendommens Strenghed, for ikke selv (hvad vi Mennesker kun altfor gjerne ville forvandle den til) at blive til Vrøvl, og for ikke at bestyrke Dig i Vrøvl. Og Rigtigheden heraf har Du dog vistnok ogsaa selv erfaret i mindre Forhold. Har Du ikke selv erfaret — det har jeg —, at naar Du maaskee begyndte at vaande Dig og allerede sagde „jeg kan ikke længere”, og saa den følgende Dag, saa blev der taget noget strengere endnu paa Dig, og hvad saa? saa kunde Du! Naar Hestene stønne og puste, udasede som de mene, og at derfor en Haandfuld Havre var hvad de behøvede — men paa den anden Side, naar saa ogsaa blot ved et Øiebliks Standsning den svært belæssede Vogn vilde løbe tilbage ned ad Skrenten og maaskee rive Hest og Kudsk og Alt med sig i Afgrunden: er det saa grusomt af Kudsken, at Slagene falde frygtelige, frygtelige som han aldrig har nænt at slaae især det Par Heste, der ere ham (Sligt kan jo vel være sandt) kjere som hans Øiesteen — er det grusomt eller er det kjerligt? Er det grusomt at være, om Du saa vil, grusom, naar det ubetinget er det Eneste, der kan frelse fra Undergangen og hjælpe igjennem? Saaledes med at afdøe.
M. T. Saa, saa — saa kommer den levendegjørende Aand. Naar? Ja, naar dette er skeet, naar Du er afdød; thi som det hedder „ere vi døde med Christo, skulle vi ogsaa leve med ham”, saaledes kan det ogsaa siges: skulle vi leve med ham, da maae vi døe med ham. Først Døden, saa Livet. Men naar? Ja, naar dette Første er skeet; thi det er med den levendegjørende Aands Komme som med „Trøsterens”, hvilken Christus lover Diciplene. Naar kommer Trøsteren? Han kommer, naar alt det Forfærdelige, som Christus har forudsagt om sit Liv, er kommet først, og ligeledes det Ræd-
