seierrigt at kunne gjøre det indlysende selv for et Barn, selv for det dummeste Menneske, at for Dig er intet Haab; og det er maaskee just dette, der forbittrer Dig, at man vil sige Dig imod. Nu saa betro Dig til „Aanden”; thi den kan Du tale med, den giver Dig strax Ret, den siger „det er ganske rigtigt, der er intet Haab, og det er mig saare vigtigt, at dette fastholdes, thi just deraf beviser jeg, Aanden, at der er Haab: Haabet er mod Haab.” Kan Du forlange mere, kan Du tænke Dig nogen Behandling mere betegnet just paa Din Tilstand i Lidelsen: Du faaer Ret, der er intet Haab; Du faaer Ret, det trængte Du til, og Du trængte til, hvad Du ogsaa bliver, at forskaanes for alt dette Pjat, alle disse ækle Trøstegrunde, Du faaer Lov til, hvad der gjør saa godt, tilgavns at blive syg i Fred for alle Qvaksalverne, Du faaer Lov til, hvad der ender Smerten og stiller Uroen, at lægge Dig om paa den anden Side for at døe, fritagen fra Deres usalige Lægebehandling, der ikke kunne bringe nyt Liv, men piinagtigt stræbe at holde Dig i Live eller forhindre Dig i at afdøe — og saa faaer Du ovenikjøbet „Haabet”, som er mod Haab, Aandens Gave!
Endelig bringer Aanden ogsaa: Kjerligheden. Jeg har paa andre Steder stræbt at vise hvad man ikke ofte nok kan indskærpe og aldrig gjøre tydeligt nok, at hvad vi Mennesker prise under Navn af Kjerlighed, at det er Selvkjerlighed, og at, naar vi ikke passe paa dette, at da hele Christendommen forvirrer sig for os.
Først naar Du er afdød fra Selviskheden i Dig og derved fra Verden, saa Du ikke elsker Verden, ei heller de Ting som ere i Verden, end ikke selvisk elsker et eneste Menneske — naar Du i Kjerlighed til Gud har lært at hade Dig selv: først da kan der være Tale om den Kjerlighed, som er den christelige. Efter vore blot menneskelige Begreber hænger Kjer-
