173
— Hvad vil du sige, hvis det er Sandhed?
— Hvad jeg vil sige? For mig til hendes Fødder! Hjelp mig at betle om hendes Tilgiveise! Gjør mig til det lykkeligste af alle Mennesker!
Og som sagt, saa gjort. Ikke mange Dage efter, da Claudine en Aften sad ene og sørgmodig under Kastanietræet, saae hun Ferdinand stikke Hovedet ind over Havegitteret, og inden hun kunde besinde sig, laae Lusard for hendes Fødder. Han bøiede sig dybt til Jorden, tog Fligen af hendes Kjole, trykkede Sømmen til sine Læber, og udbrød med taarefulde Øine: Saaledes sagde jeg Farvel, saaledes kommer jeg tilbage, tilbedende dig mere end nogensinde. Kan du tilgive mig?
Hvo, som nogensinde har oplevet et saadant Gjensyn, veed, at det, som en Forsmag paa den fjerne Salighed, har Ord, som ingen Tunge kan udtale.
Ferdinand havde strax begivet sig bort, og ilede for at opsøge den lille Charles, da han netop saae ham komme over Engen og nærme sig Huset med sin lille Krigerskare, for hvilken han gik i Spidsen, omgjordet med sit trefarvede Skjærf, og med høi Røst istemmende Marseillaisen, hvis Omqvæd Choret gjentog efter bedste Evne. Lusard sprang op ved den uventede Lyd af denne Sang. Claudine viste taus med Haanden paa den lille Anfører. Den henrykte Fader løb sin Søn imøde.
