133
§ i Udkastet? Ja, det er mærkeligt nok, at det ikke synes at have været Hensigten at forandre den; Udvalget »billiger den til Grund for § 303 liggende Tanke«, men for ikke at en samvittighedsfuld Dommer ved den Maade hvorpaa Reglen var affattet, skulde nødsages til at anstille en nøiagtig Undersøgelse af hele den ældre Sag, for derefter at udfinde, hvilken Straf der efter den nye Lov vilde have været at bringe i Anvendelse, foreslaaer Udvalget den omhandlede Forandring. Denne Frygt hos Udvalget er vistnok en fuldstændig Misforstaaelse eller ialtfald meget overdreven, men at Udvalget altsaa ikke synes at have villet nogen Forandring, kunne Domstolene ikke tage Hensyn til; Motiverne for Rigsdagen til at vedtage Forandringen kunne jo have været ganske andre end de af Udvalget udtalte, og man maa efter almindelige Fortolkningsregler holde sig til den Forandring, der er skeet, de Ord, som nu foreligge.
Et andet, mindre Spørgsmaal opstaaer med Hensyn til Forsøg paa Tyveri. At den, der tidligere har været straffet for Tyveri, og nu findes skyldig i Forsøg herpaa, maa straffes for 2den, 3die o.s.v. Gang, men saaledes at Straffen nedsættes efter § 46, er jo i sig selv aldeles klart, og det er derfor neppe nødvendigt at henvise til Dom af 5 December (C. Pedersen) som Hjemmel herfor. Men nu det omvendte Tilfælde. I saa Henseende henvises til den i dette Blads Nr. 3 og 4 meddeelte Dom af 14 Januar (Vilh. Hansen), hvorefter en ældre Dom for Forsøg ikke fik Gjentagelsesvirkning paa en Tiltalt, der nu var skyldig i fuldbyrdet Forbrydelse. Dette ligger formenlig ikke saameget i selve § 61, som snarere i, at Cap. 23 ganske savner saadanne Bestemmelser om Forsøgs Gjentagelsesvirkning, som i §§ 240 og 241 haves om den Virkning i denen Retnings, der tilkommer Domme for Meddeelagtighed i Tyveri, og som tidligere havdes i Fdg. 1840 § 80.
Hvad skal gjælde, naar den ældre Dom er afsagt i Hertugdømmerne paa en Tid, da disse hørte til den
