Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
147

Werner, "kommer her ogsaa i Aften. Jeg syntes, det var Synd, han skulde sidde der saa ene nede paa den store Gaard og kukkulure en heel Juleaften og saa bad jeg ham herned.

"Det var min Sandten ilde, Deres Velærværdighed. Ham kan jeg ikke lide," udbrød Frederiksen og vilde alt til at reise sig af Sophaen.

"Passiar! min gode Frederiksen," svarede Werner strengt, men da han saae, at den ulykkelige Skolelærer gjorde et heelt Hop i Sophaen af Angst, vedblev han formildende, "det er Ting, som den fine Verden fører med sig og som vi ikke kunne vænne os til, fordi vi ikke kjende den, men i og for sig selv ere de Ingenting!"

"Ja, Deres Velærværdighed," svarede Frederiksen, stolt i Følelsen af hvad han vilde sige, "det er naturligt, at hver Stand og Stilling i Livet fører Noget med sig, som vi Andre ikke kunne finde os i og som er vanskeligt at faae udryddet. Jeg husker min Sandten godt, i de to Aar, jeg var paa Seminariet, hvor jeg modtog min hele Dannelse som Skolelærer, fik jeg saamange Unoder paa mig, at jeg næsten maatte tugtes op igjen lige forfra af min Moder. Jeg troede, at jeg havde slugt den hele Verdens Visdom, men netop fordi jeg troede at vide saa uendelig meget og